Sæsonbestemt småfiskeri i et arktisk miljø
Den korte sæson for stenbiderfiskeriet i foråret er helt afgørende for de jollefiskere, der arbejder i Vestgrønland fra Diskobugten og sydover. På nogle få, hektiske uger tjener de en stor del af deres årsindtægt hjem.
Stenbideren (Cyclopterus lumpus) lever udbredt i det nordlige og østlige Atlanterhav og er meget almindelig langs den grønlandske vestkyst. Den fanges for sin rogn, der spises omtrent på samme måde som traditionel størkaviar [link til stenbiderrogn i køkkenet], men det geleagtige kød fra den store hun er også populært på de asiatiske markeder.
Stenbideren er en bemærkelsesværdig skabning – den er næsten rund, mangler skæl og er fyldt med rækker af benede knuder, kaldet tuberkler. På undersiden af kroppen har den en rund sugekop, der kan fastholde op til 18 kg. Stenbideren er faktisk ikke særlig god til at svømme, så for at undgå at blive revet med af strømmen suger den sig fast på sten eller tang med sin sugekop. Fiskeriet, som foregår fra marts til juni, er rettet mod den store hun snarere end den mindre han, da hunnen bærer på store mængder af den eftertragtede rogn.
Fiskeriet
Fiskeriet efter stenbider sker fra små både og joller med net, der sættes med bøjer og anker. Fisken indfanges i nettet, når den trækker ind på det lave vand langs kysten i foråret (marts til juli) for at gyde. De fleste fiskere arbejder med 10-15 net, som tømmes dagligt, når vejret tillader det. Herved sikres det, at rognen er helt frisk, når den ankommer til fabrikken på land. Fiskeren tager fiskene ud af nettet og fjerner nænsomt rognen fra de store hunner. Rognen kommes i rene tønder, der opbevares køligt, indtil de leveres på fabrikken.
Et vigtigt levebrød
I de mindre grønlandske bygder, nogle med blot 100-200 indbyggere, er stenbideren en af de få arter, der kan indhandles, på grund af begrænsede forarbejdningsfaciliteter. Stenbiderfiskeriet er derfor meget vigtigt for at opretholde de mere isolerede samfund langs vestkysten.
Da rensning og saltning af rogn ikke kræver frysefaciliteter, er de små produktionssteder i de mindste bygder fuldt ud konkurrencedygtige med de større og mere avancerede indhandlingsfaciliteter. Royal Greenland har mere end 10 stenbiderfabrikker af forskellig størrelse, der køber stenbiderrogn af de lokale fiskere. På de små fabrikker øges personalet fra 1 eller 2 personer i lavsæsonen til op til 10 personer i rognsæsonen. I de få uger stenbiderfiskeriet står på, arbejdes der igennem, og de mest energiske fiskere kan levere op til 10 ton rogn og tjene en væsentlig andel af deres årsindtægt hjem. Når den korte sæson er slut, går de fleste fiskere over til at fiske efter andre arter, f.eks. torsk eller hellefisk til tørret og/eller saltet fisk til det grønlandske hjemmemarked, går på jagt eller tager arbejde i lokalsamfundet.
Rognen kan enten indfryses fersk i Grønland i nogle af Royal Greenlands større rognfaciliteter eller saltes og videresendes til virksomhedens fabrik i Cuxhaven i Tyskland, hvor rognen kan tilsættes smag og/eller farve og konserveres i glas. Et tæt samarbejde med de lokale fiskere og eget produktionsudstyr sikrer en stærk vertikal integration og fuld sporbarhed.
