Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Nyheder & Seafood Insight

Lokal produktion af torsk i Paamiut

01.12.2013

I Royal Greenland har der været en udvikling hen imod at indføre mere lokal produktion i Grønland, tæt på vores største fangststeder, for at sikre friske produkter af høj kvalitet og samtidig minimere transporten af rå- og færdigvarer mellem fangst, forarbejdning og slutbrugere.

I dag bliver op mod 80 % af den kystnære torskefangst pakket, renset, hovedkappet og sendt til filetering eller anden forarbejdning i udlandet, fordi man ikke tidligere har haft kapacitet til at forarbejde den lokalt. Royal Greenlands vision er at vende tendensen og producere mindst 80 % af fangsten indenlands, så forsyningskæden til markederne bliver væsentligt kortere, og der skabes arbejdspladser og værdi lokalt.

For at nå dette mål er der etableret produktion af enkeltfrosne og interleaved-pakkede fileter i den sydvestgrønlandske by Paamiut, som ligger tæt på fangstområderne. I opstartsprocessen har vi kunnet trække på erfaringerne fra et tidligere projekt, hvor produktionen af hellefiskfileter blev flyttet fra Kina til Qasigiannguit i Vestgrønland. Flytningen gør det også muligt at producere enkeltfrosne fileter i stedet for dobbeltfrosne og således opnå en meget højere kvalitet, hvad angår både smag og konsistens.

Udfordringerne ved lokal produktion

En af de største betænkeligheder ved at filetere den grønlandske torsk lokalt var fiskens relativt bløde konsistens. Dette er dog blevet løst gennem et tæt samarbejde mellem lokale fiskere og medarbejderne hos Royal Greenland Paamiut, som sikrer, at afblødning, rensning og isning sker på den optimale måde, så der sikres en fast kødkvalitet. Endvidere sikrer tidsplaner for, hvornår den enkelte fisker leverer sin fangst til fabrikken, at det er nemmere at planlægge produktionen optimalt. Fabrikschef Pele Nathansen fortæller:

"I Paamiut har vi mulighed for at forarbejde torsken straks efter fangsten, så slutproduktets kvalitet bliver meget høj. Sammen med de lokale fiskere har vi udviklet en bedste praksis for håndtering af fisken, lige fra den hales op af vandet, til den renses, lægges på is og mærkes, hvilket giver en råvare af den højest mulige kvalitet. Så nu ved både medarbejderne og fiskerne, som leverer til os, hvor vigtige disse trin er for slutproduktet."

Derudover har det været en udfordring at skaffe kvalificeret, pålidelig arbejdskraft til fabrikken, dels på grund af den afsides beliggenhed, dels fordi fiskeri- og dermed produktionssæsonen er ret kort, fra maj til september. Uden for sæsonen tilbydes de fastansatte medarbejdere kurser gennem vores Royal Greenland Academy-program [link til CSR på webben]. Endvidere er vi ved at undersøge mulighederne for at forlænge sæsonen, f.eks. ved at producere flere arter eller udnytte råvaren bedre gennem produktion af hakket fiskekød og blokke af filetafskær.

Fremtidsmuligheder for produktion af grønlandstorsk

Indtil videre har tilbagemeldingerne fra kunderne på de største markeder (Frankrig, Storbritannien og USA) været rigtig gode. En undersøgelse i Storbritannien har vist, at torsken fra Paamiut ligger kvalitetsmæssigt tæt på Frozen-at-Sea produkter.

Indtil produktionen kommer op på fuld kraft i Paamiut, vil vores torskeproduktion i Kina generere kritisk masse i råvare-flowet og sikre vores konkurrenceevne og en høj grad af service til vores kunder. I fremtiden bliver det muligt at udvide lokalt med flere produktionsfaciliteter i den sydlige Diskobugt, så der skabes endnu flere grønlandske arbejdspladser.

Den fremtidige tilgang af grønlandstorsk ser lovende ud, og vi har allerede en række forskellige produktspecifikationer klar i Paamiut, som alle har et stort differentieringspotentiale i kraft af den gode historie om den grønlandske oprindelse.

Næste nyhed: Rødspættens og skrubbens biologi
...