Væsentlighedsanalyse
Vi vurderer ansvar og risici samt muligheder for forretningen
Som virksomhed har Royal Greenland et ansvar for at tage hånd om de væsentlige risici og udnytte de muligheder, der er tilstede i vores forretningsdrift.
Gennem en struktureret væsentlighedsanalyse har vi identificeret CSR og bæredygtighedsforhold, og prioriteret dem, der er vigtigst for virksomheden og for vores omgivelser.
Væsentlighedsanalysen tager udgangspunkt i vores
- Risici og ansvar
- Muligheder
- overfor medarbejdere, miljø og forretning samt de samfund, vi er en del af. De væsentligste emner inden for de to kategorier er skitseret i skemaet og dernæst screenet i forhold til FNs 17 verdensmål.
Screening af FNs verdensmål
FN’s bæredygtighedsmål (Sustainable Development Goals - SDG) er en fælles ramme for eliminering af sult og fattigdom, reduktion af uligheder og for at sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst.
I Royal Greenland har vi anlagt en systematisk tilgang til verdensmålene og benytter denne ramme for vores bæredygtighedsindsats. 52 udvalgte delmål er valideret ud fra deres relevans for Royal Greenland sammenholdt med henholdsvis grønlandske og globale interessenter. Hvert udvalgt delmål er scoret på en skala fra 1-9 baseret på vores erfaring, viden om interessenter og bidrag fra interne workshops, som er afholdt med medarbejdere i organisationen.
Vores metode og proces til at identificere de relevante og mest væsentlige SDG'er i forhold til vores risici, ansvar og muligheder:
Fordelingen af de valgte SDG'er viser to forskellige mønstre afhængig af om det er scoringer for grønlandske interessenter eller globale interessenter. Årsagen er, at det grønlandske samfund har en særlig interesse for hvordan en selvstyreejet virksomhed, som Royal Greenland, influerer på fiskeriet, lokalsamfundet og på jobskabelsen. På det globale plan er det i højere grad kundeforventninger om en ansvarlig og bæredygtig produktion, der påvirker vurderingen.
Verdensmål og delmål
Sammenholdes analyseresultaterne for henholdsvis de lokale grønlandske og de globale interessenter fremkommer et billede, som samler sig om fire overordnede verdensmål, som vi har vinklet til virksomhedens perspektiv og de områder indenfor hver prioritet, hvor vi kan gøre den største forskel:
#14 LIVET I HAVET - Vores perspektiv er 'Bæredygtigt fiskeri'
#12 ANSVARLIGT FORBRUG OG PRODUKTION - Vores perspektiv er 'Ansvarligt aftryk'
#8 ANSTÆNDIGE JOBS OG ØKONOMISK VÆKST - Vores perspektiv er 'Det sunde arbejdsliv'
#4 KVALITETSUDDANNELSE - Vores perspektiv er 'Uddannelse i Grønland'