Sikre produkter med lavere saltindhold
Lavt saltindhold har været en tendens i fødevareindustrien i et stykke tid, især inden for forarbejdede fødevarer. Der er visse sundhedsmæssige fordele ved at tilsætte mindre salt, men det har konsekvenser for fødevaresikkerheden og holdbarheden.
Mindre salt giver store sundhedsmæssige fordele
Saltet i vores kost er vigtigt for vores sundhed, men et for højt indtag kan også have en negativ indvirkning på helbredet. Det er påvist, at det gennemsnitlige saltindtag overstiger de ernæringsmæssige anbefalinger i mange industrialiserede lande. Meget saltholdig kost kan føre til helbredsproblemer som forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og slagtilfælde. Fødevare- og sundhedsmyndigheder over hele verden anbefaler derfor forbrugerne at indtage mindre salt. Sammenhængen mellem hjerte-kar-sygdomme og saltindtag blev understreget af en britisk undersøgelse, som fandt sted fra 2003 til 2011. I denne periode indledte det britiske sundhedsministerium en kampagne til nedbringelse af saltforbruget. Det medførte et væsentligt fald i det gennemsnitlige saltindtag med 1,4 g pr. dag. Samtidig var der et fald på 42 % i antallet af dødsfald forårsaget af slagtilfælde og et fald på 40 % i antallet af dødsfald på grund af hjertesygdomme.
Dansk forskning viser, at en nedbringelse af saltindholdet med 3 g pr. dag på langt sigt vil kunne medføre besparelser på 1-2 milliarder kroner om året i udgifter til behandling af hjerte-kar-sygdomme. Derudover vil 1.000 dødsfald kunne undgås årligt.
Industriens ansvar
Størstedelen af det salt, der indtages i dag, stammer fra forarbejdede fødevarer, og kun en lille del af det samlede saltindtag kommer fra brugen af husholdningssalt. I USA stammer mere end 75 % af saltindtaget i en gennemsnitsamerikaners kost fra forarbejdede fødevarer. Industrien har således et stort ansvar for at justere opskrifter og produktionsmetoder, så der opnås et lavere saltindhold, men skal samtidig garantere, at deres produkter er ufarlige at spise.
Samme holdbarhed med mindre salt
Myndighedernes anbefalinger får B2B-indkøberne til at stille krav til producenterne om at sænke saltindholdet. Samtidig stilles der krav til de indkøbte produkters forventede mindste holdbarhed, og det tages som en selvfølge, at produkterne er sikre at spise. Det har tidligere været ret vanskeligt at reducere saltindholdet og samtidig garantere sikre produkter med lang holdbarhed, men takket være omfattende forskning er det nu blevet meget nemmere.
Innovativ forskning
Royal Greenland har indgået et langvarigt partnerskab med DTU Fødevareinstituttet om at udvikle metoder til nedbringelse af saltindholdet i forarbejdet fisk og skaldyr – metoder, der samtidig garanterer fødevaresikkerheden og har den ekstra bonus, at de forbedrer smagen. Læs mere om projektet og resultaterne her.
Kilder:
http://www.nhs.uk/news/2014/04April/Pages/Salt-cuts-have-saved-lives-says-study.aspx Undersøgelse foretaget af forskere ved Wolfson Institute of Preventive Medicine, som er en del af Barts and The London School of Medicine and Dentistry, Queen Mary University of London.
http://www.heart.org/HEARTORG/HealthyLiving/HealthyEating/Nutrition/Processed-Foods-Where-is-all-that-salt-coming-from_UCM_426950_Article.jsp#.WJsXNW_hC70