Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Nyheder & Seafood Insight

Øget fiskeri og råvaretilførsel fra Grønland

10.05.2017

Med en samlet omsætning på mere end 160.000 ton råvarer var 2015/2016 et travlt år for Royal Greenland. Som en af de største aktører i det nordatlantiske område råder vi i Royal Greenland over vores eget fiskeri og indhenter råvarer fra hele Nordatlanten, fra Canada i vest til Norge i øst, med Grønland som kernen i vores forretning.

Image

Grønland
I regnskabsåret 2015/16 steg koncernens eget fiskeri og indhandlingen i Grønland væsentligt, hvilket førte til betydelige kapacitetsudvidelser og ombygninger af virksomhedens produktionsanlæg langs den grønlandske vestkyst. Royal Greenland har en massiv tilstedeværelse i Grønland med 39 anlæg af varierende størrelse, hvoraf alle på nær to var i drift sidste år.

Eget fiskeri i Grønland
Royal Greenlands eget fiskeri udgjorde i 2015/16* 55.000 tons. Målt på 12 måneder var dette en stigning på 9 % i forhold til sidste år, som til dels skyldes et godt fiskeri efter rejer.

Kvoten for koldtvandsrejer steg i 2016 til 85.000 tons i overensstemmelse med biologernes anbefalinger og vil i 2017 blive hævet yderligere til 90.000 tons. Den grønlandske rejebestand er således i bedring, og TAC'en forventes i de kommende år at blive på samme niveau som i 2017. Ud over kvotefiskerierne langs vestkysten har Royal Greenland deltaget i forsøgsfiskeri efter rejer i det nordlige Vestgrønland. Forsøgsfiskeriet har været meget tilfredsstillende, og det er håbet, at fiskeriet kan gentages i 2017, da det skaber stor værdi for både de deltagende rederier og lokalsamfundet. Virksomheden undersøger også alternative fiskemuligheder, som Grønland har eller kan få gennem bilaterale aftaler. Som led i bestræbelserne på at øge adgangen til disse fiskemuligheder gennemførte Royal Greenland i lighed med tidligere år fiskeri efter rejer ved Svalbard. Dette fiskeri er for nylig blevet MSC-certificeret.

Fiskeriet efter hellefisk var stabilt såvel indenskærs som udenskærs. Det udenskærs fiskeri forventes at blive MSC-certificeret i 2017. Der forventes dog en øget konkurrence om adgangen til råvarerne i fremtiden, da flere forarbejdningsvirksomheder kappes om den samme naturressource.

Udenskærs fanger Royal Greenlands egen flåde også torsk, rødfisk og forskellige pelagiske arter langs Grønlands vest- og østkyst.

Lokal indhandling i Grønland
Lokalt lander mere end 1.800 selvstændige grønlandske fiskere deres fangst til Royal Greenlands produktionsanlæg i Vestgrønland. Vi er repræsenteret med 39 produktionsenheder langs hele den enorme kystlinje, som strækker sig over mere end 2.500 km fra Qaanaaq i nord til Aappilattoq i syd. Se vores produktionsenheder her.

Image

Indhandling af seafood i Grønland

Til Royal Greenlands fabrikker i Grønland blev der i regnskabsåret* indhandlet i alt 84.000 tons fisk og skaldyr. Målt på 12 måneder udgør det en stigning på 25 %. Denne stigning kan henføres til rejer, hellefisk og torsk som følge af større kvoter. Især indhandlingen af torsk fra det kystnære fiskeri har været god og er blevet tredoblet i løbet af de sidste tre år. For at kunne håndtere den øgede torskevolumen har dette ført til en væsentlig aktivitetsforøgelse på Royal Greenlands fabrikker i Vestgrønland. Fileteringskapaciteten til torsk er løbende blevet udbygget, så der i dag fileteres torsk på fem forskellige anlæg langs vestkysten. Der er samtidig investeret i en yderligere udvidelse af kapaciteten i Nutaaq-produktionen til 75 tons pr. dag. Læs mere om Nutaaq her. Derudover er den øgede torskevolumen blevet udnyttet til at producere letsaltet torsk til Sydeuropa samt en stor mængde hel, hovedkappet fersk fisk af høj kvalitet til danske industrikunder.

Stenbiderrogn og snekrabbe udgør en mindre del af den lokale grønlandske indhandling, men begge arter er vigtige for lokalsamfundet. Det gælder især fiskeriet efter stenbider, som trods den meget korte sæson i foråret udgør en vigtig indtægtskilde for jollefiskerne i de små bygder, hvor der kun kan landes ganske få arter på grund af begrænsede forarbejdningsfaciliteter.

Lokal indhandling i Canada
For to år siden styrkede Royal Greenland sin position som "the North Atlantic Champion" ved at investere i Quin-Sea Fisheries i Newfoundland. Regnskabsåret 2015/2016 har været præget af integrationen af de to virksomheder, der er forløbet som en gnidningsløs og tilfredsstillende proces. Quin-Sea Fisheries består af fem fabrikker, som sammen med Royal Greenlands fabrik i Matane i Quebec udgør koncernens aktiviteter i Canada. De canadiske anlæg indhandler råvarer fra lokale selvstændige fiskere og forarbejder primært koldtvandsrejer, snekrabbe og fisk.

I Canada blev rejekvoten beskåret med ca. 30 % i 2016 og har for nylig oplevet endnu en kraftig nedskæring. Det betød et fald i indhandlingerne til Royal Greenlands fabrikker på 15 %. En bevidst spredning af aktiviteterne over flere geografiske kvoteområder betyder dog, at Royal Greenland er mindre sårbar over for udsving i kvoterne, og kvotenedskæringerne i Canada blev til dels udlignet ved de hævede kvoter i Grønland.

For snekrabbe var sæsonen 2015/16 i Newfoundland ualmindelig god med indhandling af 5.900 tons, hvilket i en vis udstrækning kompenserede for den mindre indhandling af rejer. Krabberne vil hovedsagelig blive afsat på det amerikanske og japanske marked.

Eksternt indkøb
Lidt under en fjerdedel af Royal Greenlands råvarer indkøbes på verdensmarkedet. Den største enkeltpost er laks til Royal Greenlands røgerier i Danmark samt lakseportioner. Andre vigtige arter er fladfisk, primært rødspætter og skrubber til Royal Greenlands fabrik i Koszalin i Polen. Fladfiskene anvendes til panerede og fyldte produkter til Skandinavien, Storbritannien og Tyskland. Indkøbet af rødspætter sker på auktioner i Danmark, mens skrubber kommer fra Østersøen, bl.a. fra direkte indkøb fra danske trawlere.

 

Kilder:

*15-måneders-periode, da regnskabsåret blev omlagt i perioden

Næste nyhed: Barents Sea prawn fishery MSC certified
...