Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Nyheder & Seafood Insight

Investering i fremtidens fiskeri

11.05.2017

Fiskeriet er et dynamisk erhverv. Det er baseret på en levende naturressource, og kunder og forbrugere stiller stadig højere krav til kvaliteten. Med investering i nye, avancerede fangstfartøjer går Royal Greenland forrest i udviklingen og sikrer sin position som en af de førende fiskeriaktører i Nordatlanten, når det gælder både teknologi, forhold for besætningen og effektivitet.

For at fastholde sin førerposition har Royal Greenland investeret over 700 millioner kroner i to nye trawlere, som er ved at blive bygget på værftet Astilleros de Murueta SA i Bilbao i Spanien. De to nye trawlere er udviklet i samarbejde med Skipsteknisk AS i Aalesund i Norge, der har stor erfaring i at designe fartøjer til fiskeri i de isfyldte arktiske farvande.

Avanceret, bæredygtigt fiskeri
De nye fartøjer skal erstatte den eksisterende fisketrawler Sisimiut og rejetrawleren Qaqqatsiaq og bliver spækket med det nyeste inden for fremdrivning samt navigations- og fangstudstyr. Den nye fisketrawler skal primært fiske hellefisk og torsk og bliver udstyret med et fabriksanlæg til at producere fiskemel og -olie af de rester, som er tilbage, når fileterne er skåret fra. Herved opnås en langt højere udnyttelsesgrad af fisken, end det er muligt i dag, og udsmid minimeres. Det andet fartøj bliver en kombinationstrawler målrettet både rejer og hellefisk. Det giver en større fleksibilitet i forhold til den fremtidige kvoteudvikling og bestandenes bevægelser. 

På vej mod nye fangststeder
De to fartøjer får en større lasteevne end de eksisterende trawlere og kan derfor være på havet i flere dage ad gangen uden at gå i havn for at losse. Det gør det muligt at nå ud til nye, fjerntliggende fiskeområder. I øjeblikket lader især rejebestandene til at flytte sig fra velkendte, traditionelle fiskeområder omkring Diskobugten i Vestgrønland og længere nordpå langs kysten. Man ved ikke, hvorfor bestanden flytter sig, men biologer fra Grønlands Naturinstitut har foreslået, at det kan skyldes enten stigende havtemperaturer eller den nylige opblomstring af en af rejernes ærkefjender, torsken. Gennem forsøgsfiskeri har Royal Greenland opdaget nye, hidtil ukendte rejefiskeområder i Melville Bay i Nordgrønland, og den nye udvidelse af RG-flåden vil gøre det rentabelt at fiske så langt mod nord.

Ud over en større rækkevidde og lasteevne får de nye fartøjer palletering ombord, hvilket vil give en kortere afskibningstid, effektivisere fiskeriet og forkorte tiden til markedet.

Efter planen leveres de nye trawlere med seks måneders mellemrum i 2019.

Næste nyhed: Nye produkter og innovation
...