God start på Nutaaq® sæsonen
Det indenskærs bundgarnsfiskeri efter torsk er godt i gang i Vestgrønland, og produktionen af Nutaaq® torsk forløber godt. Nyt denne sæson er, at fiskere fra flere områder deltager i fiskeriet og er med til at sikre et godt råvaregrundlag for kvalitetstorsken.
Bundgarnsfiskeriet efter torsk i de grønlandske fjorde gik for alvor i gang i begyndelsen af maj, og kort efter åbnede Royal Greenland’s Nutaaq® produktion i Maniitsoq i Vestgrønland op for sjette sæson.
Den særlige produktion i Maniitsoq er optimalt tilrettelagt således torsken slagtes, renses, afblødes, sorteres, fileteres og indfryses i én kontinuerlig proces som varer maks. 2 timer, fra den levende torsk forlader havvandet til fileten er i fryseren. Denne hurtige forarbejdning i moderne faciliteter giver en unik, frisk-frossen kvalitetstorsk som opleves som friskere, hvidere og mere smagfuld end traditionelt behandlet torsk.
Se filmen om Nutaaq® fiskeri og produktion
Nutaaq® torsken produceres desuden som H&G J-cut (uden kraveben). Disse udskæringer sælges enten ferske eller bruges som råvare til Royal Greenland’s ”Chilled Selection” et koncept hvor den optøede fisk fileteres og sælges fersk fra vores europæiske produktion i Cuxhaven, Tyskland. I denne salgskanal bringer Nutaaq® råvaren særligt stor værdi, idet den kontrollerede, lave bakterieforekomst sikrer op til 10 dages holdbarhed på den ferske fisk.
Se filmen om Chilled Selection
Nyt for 2020 sæsoner er, at råvaregrundlaget udvides. Fra den grønlandske regering er der givet tilladelse til, at fiskere fra flere områder kan deltage i bundgarnsfiskeriet efter de levende torsk. Således er der åbnet op for, at bundgarnsfangede torsk, fra fjordsystemerne ved Paamiut i syd til Diskobugten i nord kan blive til Nutaaq® torsk.
”Vi har 200 netbure som vi stiller til rådighed for fiskerne, så hvert område får 10-20 netbure til en begyndelse. Vi har så mulighed for at tilføre yderligere netbure til de områder hvor fiskeriet er bedst” udtaler Sten Sørensen, Driftchef for torsk. De første indikationer fra fiskerne tyder på godt med torsk i garnene og Sten Sørensen håber, at der i sæsonen frem til oktober bliver en god mængde levende torsk til Nutaaq® produktionen.
Også i Grønland spiller Covid-19 dog ind som en joker, til trods for, at landet ikke er præget af sygdommen. Lukkede landegrænser forhindrer sæsonarbejdere i at komme frem til fabrikken i Maniitsoq, hvilket betyder et øget pres på den lokale bemanding og udsigt til, at der kan fileteres færre fisk end planlagt til fordel for mere simpel forarbejdning – alle sejl er dog sat til for, at fabrikken kan aftage fiskernes fangster og producere den berømte Nutaaq® kvalitet.