Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Nyheder & Seafood Insight

Får du den fisk, du betaler for?

14.12.2015

Glasering med vand/is er almindelig praksis inden for industrien for frosne fisk og skaldyr for at beskytte den sarte fisk. Tidligere har der dog været nogen forvirring blandt producenterne om, hvordan man deklarerer isglaseringen. Nu fremsætter EU nye regler for deklaration af nettovægt på emballagen til frosne fisk og skaldyr.

Frosne fisk og skaldyr er ofte glaseret med et lag af rent vand/is af forskellig tykkelse for at holde produktet frisk og forhindre, at det delikate kød tørrer ud under transport og opbevaring i frysere. Med andre ord fungerer glaseringen som et ekstra lag lufttæt emballage, hvilket reducerer oxideringshastigheden. Glasering påføres ved at dyppe eller sprøjte det frosne fiske- eller skaldyrsprodukt med drikkevand. Mængden af glasering afhænger af produktets temperatur, vandets temperatur, produktets størrelse og facon, overfladearealet og glaseringstiden. Afhængig af produktet er 8-12 % glasering almindeligt, men i ekstreme tilfælde har der været forekomster af 25 % glasering på naturfisk og 40 % på rejer.

Ingen fælles deklarationspraksis

Tidligere har der ikke været nogen fælles branchepraksis vedrørende deklaration af isglasering på produktemballagen, hvilket har gjort det meget vanskeligt for kunderne at sammenligne priser og vide, præcis hvor meget fisk, de købte. Nogle producenter deklarerer nettovægten af pakkens samlede indhold, mens andre deklarerer "drænet nettovægt" (ekskl. glasering) eller angiver både brutto- og nettovægt på emballagen. Dette kan resultere i, at nogle produkter forekommer kunstigt billigere end andre. Et eksempel: En foodservicekunde køber 5 kg torskeloins fra to forskellige producenter. Den ene deklarerer nettovægt ekskl. glasering, mens den anden blot deklarerer 5 kg på emballagen. Hvis begge producenter glaserer med 10 % vand, får slutbrugeren 500 g mere fisk fra den første producent end fra den anden, hvilket gør det meget vanskeligt at sammenligne stykpris eller kilopris.

EU-regler for standardisering

I december 2014 trådte de nye EU-regler om fødevareinformation i kraft. De indførte en ny, juridisk forpligtelse, som bestemmer, at den angivne nettovægt på alle glaserede, frosne fødevarer skal være selve fødevarens vægt uden glaseringen. Det betyder, at man kun skal deklarere én vægtangivelse på emballagen, hvilket forbedrer prisgennemsigtigheden for slutkunderne. Producenter skal implementere dette på deres emballage inden 2016. Royal Greenland har arbejdet for ensartethed på virksomhedens emballager igennem flere år og på at ændre al emballage til nettovægt ekskl. glasering for at sikre, at kunderne betaler for fisk og ikke vand.

Læs mere om kvaliteten af frossen fisk, og hvorfor det kan være en fordel at vælge frossen frem for fersk

Næste nyhed: Royal Greenland tager fat på usikkerhed blandt forbrugerne
...