Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Nyheder & Seafood Insight

Et år i Nordatlanten

03.01.2017

Fiskeri er et erhverv, der er underlagt sæsonudsving. Når man er afhængig af naturligt forekommende ressourcer, betyder det, at man aldrig ved, hvad morgendagen bringer, men omhyggelig lagerstyring og erfaringer giver en vis grad af forudsigelighed. I det følgende vil vi, som en af de største operatører i Nordatlanten, forsøge at give en redegørelse for det forløbne år for nogle af vores vigtigste arter samt vores forventninger til 2017.

Hellefisk

Fiskeriet i 2016 har været tilfredsstillende og som forventet i begyndelsen af året. Hele 2016 kvoten for hellefisk blev opfisket. I deres råd for 2017 angiver biologer fra Naturinstituttet, at den grønlandske bestand af hellefisk som helhed vokser, bortset fra i et af de store fangstområder, Diskobugten. I Nordgrønland er bestanden stabil, og udenskærs ser den ud til at vokse. Kvoter for 2017 forventes at ligge på et lignende niveau som 2016.

Priserne er steget lidt i løbet af året – mere for udenskærs produkter, der nedfryses om bord, end for produkter fremstillet på land. Det skyldes hovedsagelig et forventet fald i den samlede mængde tilgængelige hellefisk næste år samt en øget efterspørgsel på verdensmarkedet. I øjeblikket sælges produkter, der nedfryses om bord, inden de forlader trawleren.

I det nye år forventes øget konkurrence fra andre producenter om råvarerne. Generelt forventer vi mindre samlet volumen fra Grønland og for at imødekomme denne udfordring, supplerer vi med råvarer af høj kvalitet fra FAO27, primært Norge, men Færøerne og Canada er også muligheder. Det vil sikre fleksibilitet og leveringssikkerhed for vores kunder. 

Koldtvandsrejer

Se en detaljeret redegørelse for året for rejefiskeri her

Torsk

2016 gav betydeligt flere torsk end forventet både i Grønland og resten af Nordatlanten. Priserne har været ret stabile gennem året, men Brexit gav nogen usikkerhed. Storbritannien er et af de største torskemarkeder i Europa, og afstemningen om at forlade EU førte til betydelige fald i valutakursen, og dermed faldt handelen. Det forventes, at når de faktiske forhandlinger om betingelserne for Brexit begynder i 2017, vil det skabe yderligere uro i torskeindustrien.

Med hensyn til torskebestandens tilstand i Grønland er der nogen uenighed mellem biologer, myndigheder og fiskere. Biologer baserer deres råd på data indsamlet i farvandet omkring Nuuk og Sisimiut, men fiskeriet finder sted i et enormt område fra Grønlands sydspids til Diskobugten i nord. I den seneste tid har fiskere fanget mange torsk i Diskobugten – et område, der tidligere kun havde en sparsom forekomst af torsk. Det kan antyde, at torsken flytter fra deres sædvanlige levesteder og etablerer nye længere mod nord – meget på samme måde som det er tilfældet for rejer – en situation, der kræver fleksibilitet fra både fiskere, producenter og biologer.

Stenbiderrogn

Fiskesæsonen efter grønlandsk stenbiderrogn 2016 var kendetegnet ved hårdt vejr, og som en konsekvens heraf var sæsonen meget kort med mindre fangst end normalt. Det er kun muligt at fange stenbider i en meget kort periode, når den kommer tæt på kysten for at gyde tidligt om foråret, når havtemperaturen begynder at stige. Hvis gydeperioden falder sammen med dårligt vejr, falder fangsten.

Der er to vigtige fangstområder for stenbiderrogn: Grønland og Island, og hovedparten af produkterne på verdensmarkedet stammer fra disse områder. I år havde Island samme vejrudfordringer, som man oplevede i Grønland, og derfor blev den samlede mængde tilgængelig rogn betydeligt mindre sammenlignet med tidligere. Naturligvis forventes det, at det vil påvirke prisen i det kommende år.

Næste nyhed: Nutaaq-sæsonen 2016
...