Den søde og saftige fisk fra Nordatlanten
Hellefisk fanges primært i det nordlige Atlanterhav omkring Grønland, Island og Norge. Den hører til flynderfamilien, men adskiller sig på flere måder væsentligt fra slægtens øvrige kendte medlemmer. Fiskens kvalitet og kulinariske egenskaber giver den en solid placering i gruppen af gourmetfisk. Sæt den delikate fisk på menuen, og bered dig på en smagsoplevelse!
I modsætning til andre flyndere, f.eks. helleflynderen, er hellefisken en olieholdig fisk, hvilket betyder, at den har et højt indhold af flerumættede fedtsyrer, såsom omega 3. Det giver ikke kun en sundere fisk, men betyder også, at kødet er meget saftigt og mørt. Det naturlige fedtindhold sikrer, at kødet altid er saftigt og aldrig tørt – uanset hvordan det tilberedes – i modsætning til de magre fisk, som torsk eller kuller, der har det med at blive meget tørre, hvis de overtilberedes. Desuden ser den kridhvide fisk flot og indbydende ud på tallerkenen.
Sødlig smag og nem at tilberede
Kødet er kridhvidt med lysebrune markeringer på skindsiden. Smagen er meget mild og sødlig med et strejf af umami. Fiskens langsomme vækst i de kolde arktiske farvande giver smagen og konsistensen masser af tid til at udvikle sig fuldt ud.
Sødmen og fylden fra fiskens høje fedtindhold harmonerer godt sammen med lidt surt fra f.eks. syltede grøntsager eller syrlige bær, såsom ribs. Et strejf af noget bittert fra blomkål, valnødder eller julesalat fungerer også godt. Hellefisk passer godt sammen med de fleste stærke krydderier, marinader og saucer, da den møre konsistens absorberer smagen fortrinligt. Hvad tilberedning angår, kan hellefisk dampes, pocheres, bages, grilles, steges, røges eller serveres rå.
Sæt hellefisk på menuen
Den let håndterbare fisk er således nem at integrere i menuen, både på cafeer og på de finere restauranter. Ved sammenligning af hvidhedsgraden og kødets smag, rangerer den klart i toppen blandt fisk af den fineste gourmet kvalitet. Den er et fint alternativ til helleflynder, torsk og pighvar og appellerer således til de evigt eventyrlystne foodies, der konstant er på udkig efter den næste nye smagsoplevelse.