Toldfri canadiske hummere klar til det europæiske marked
Blot få måneder efter CETA-aftalens ikrafttrædelse (Comprehensive Economic and Trade Agreement) er det for tidligt at forudsige, hvilken virkning den vil have på eksporten af canadiske hummere, Homarus americanus, til EU. De egentlige fordele ved CETA vil sandsynligvis vise sig, når det store vinterfiskeri snart åbner i Gulf of Maine, Bay of Fundy, Southern Gulf of St. Lawrence og ved Nova Scotias kyst.
Canadiske hummere
Hummerarten Homarus americanus findes langs den nordamerikanske kyst fra North Carolina i USA til Labrador-området i Canada.
Fisheries and Oceans Canada administrerer 45 hummerfiskeriområder, hvor 10.000 autoriserede canadiske fiskere deltager. Fangsten af hummer i Atlanterhavet er unik, da den ikke er baseret på kvoter. I stedet kontrolleres den vha. minimumsstørrelser (afhængig af distriktet), grænser for den indfangede mængde og typen af fiskeudstyr, lukkede sæsoner og beskyttelse af gydende hunner (beskyttet siden starten af 1870'erne).
Eksport
USA er Canadas største eksportmarked for hummer (75 % / $1.278 mio.) efterfulgt af Kina (16 % / $285 mio.) og de europæiske lande (9 % / $149 mio).
Det forventes, at eksporten af levende hummere til EU vil stige i den kommende sæson pga. CETA-aftalen, som har fjernet den tidligere toldafgift på 8 % for levende hummere. Indtil 2020 vil afgiften på 6 % for hele frosne hummere og 16 % for frosne hummere (ikke hele) blive udfaset gradvist, således at det europæiske marked åbnes op for disse produkter.
Vil CETA påvirke priserne på hummer?
Nogle mener, at den canadiske hummerindustri vil kunne øge sin konkurrenceevne i EU pga. CETA-aftalen, og at priserne på hummer i EU vil falde.
Category manager for hummerområdet hos Royal Greenland, Thomas Vorre, forventer ikke nogen voldsomme ændringer i de europæiske priser:
“Det er ikke mit indtryk, at CETA vil have nogen afgørende betydning for hummerpriserne i EU generelt, men prisen på levende canadiske hummere i Europa forventes at falde lidt pga. afgiftsfritagelsen. Det forventes desuden, at efterspørgslen efter levende canadiske hummere vil stige i forhold til lokale europæiske hummere eller til rå hele frosne hummere fra Canada, da de frosne hummere endnu ikke er fritaget for toldafgifter. Når afgiften på rå hele hummere udfases inden for de næste to sæsoner, vil den canadiske hummerindustri være mere konkurrencedygtig på det europæiske marked, som domineres af hummere fra den amerikanske stat Maine pga. det professionelle logistiksystem, de amerikanske producenter kan tilbyde."
Thomas Vorre forklarer desuden, at den forventede mængde til det europæiske marked er noget begrænset i forhold til andre hummermarkeder:
“Udbuddet af og efterspørgslen på hummer på globalt plan afgør prisen, og i en global sammenhæng udgør forbruget af hummer i EU kun en ubetydelig del af den samlede canadiske forsyning af hummer. De vigtigste markeder er USA og Fjernøsten, og dermed er spørgsmålet, om et overordnet prisfald på 6-8 % vil skabe en større efterspørgsel på hummer i EU, og om det vil have indflydelse på prisudviklingen?”
Forbedret logistik til EU
Traditionelt set er de fleste hummere fra Canada blevet kørt til New England-staterne i USA for at blive pakket og sendt til Europa pga. den begrænsede fragtkapacitet ud af Canada.
I de senere måneder er de canadiske fisk og skaldyr begyndt at blive sendt direkte fra Canada, for så vidt der er ledig fragtkapacitet. Man forudser, at lastvognstransporten af fisk og skaldyr til Montreal og Toronto for at fylde ledig fragtkapacitet op vil stige, da fragtkapaciteten i Halifax-lufthavnen i Nova Scotia allerede er fyldt op med fly til Europa.
Royal Greenland vil levere levende og frosne, kogte hummere
CETA har åbnet op for nye forretningsmuligheder på hummerområdet for Royal Greenland, som skal varetages af Quin Sea Fisheries Ltd i Newfoundland. Man planlægger at udvide det smalle sortiment af rå, frosne hummere til også at omfatte levende og frosne, hele, kogte hummere. Det nye sortiment vil ikke blot åbne døre i Europa, men også på Canadas største hummereksportmarked, USA, da de efterspørger levende eller kogte, frosne hummere.
Thomas Vorre siger: “Indtil nu har Royal Greenland fokuseret på frosne, rå hele hummere, hvor kun en lille mængde levende hummere har været leveret til USA i tiden omkring Mors dag. Vi er blevet fanget i midten, da Canadas største marked, USA, efterspørger levende eller kogte frosne hummere. Dette er en af de primære årsager til, at Royal Greenland undersøger mulighederne for at sælge levende hummere. I 2018 er der planlagt testordrer med luftfragt på levende hummere til kunder i USA, Kina og Europa for at kunne evaluere den planlagte ordning. Desuden er der planlagt en produktion af kogte hummere i 2018, og evalueringerne vil blive foretaget løbende for at kunne afgøre, om der skal planlægges yderligere produktion for 2019."
Det nye hummersortiment er rettet mod det professionelle segment, som ikke har været til at nå tidligere pga. et begrænset produktsortiment bestående af frosne, rå hummere.
Thomas Vorre fortæller: “Selvom CETA kan ses som en løftestang til at fremme salget af canadiske hummere i Europa, er Royal Greenlands målmarked for sortimentet af kogte og levende hummere først og fremmest USA og derefter Kina.”
For produkter med en udfasning af toldafgifterne i henhold til CETA vil afgifterne blive afskaffet i lige store, årlige faser begyndende den 21. september 2017, hvor aftalen trådte i kraft.
Der vises et eksempel for frosne, hele hummere i nedenstående tabel. F.eks. vil EU afskaffe toldafgiften på 8 % for frosne hummere (hele) over 3 år i 4 lige store faser, således at følgende udfasning vil være gældende:
Kilder:
http://www.dfo-mpo.gc.ca/fm-gp/sustainable-durable/fisheries-peches/lobster-homard-eng.htm
http://www.dfo-mpo.gc.ca/fm-gp/peches-fisheries/comm/atl-arc/report-stat-rapport/lobster-homard/index-eng.htm
http://www.dfo-mpo.gc.ca/fm-gp/peches-fisheries/comm/atl-arc/report-stat-rapport/lobster-homard/index-eng.htm