Royal Greenland deltager i WASEABI-projekt
Royal Greenland vil i løbet af de næste 4 år deltage i det nye EU-projekt WASEABI, som omhandler at få en bedre udnyttelse af havenes biologiske ressourcer ved at optimere brugen af biprodukter i produktionen og bifangster i fiskeriet.
Forskningsprojektet WASEABI ledes af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med forskningsinstitutter fra hele Europa og Royal Greenland. Formålet er at optimere udnyttelsen af sidestrømme fra akvakultur, fiskeri og fiskeindustrien ved at udvikle nye metoder til at fremstille ingredienser til fødevareindustrien. WASEABI er en sammentrækning af ordene 'Waste', 'Seafood side-streams' og 'Bioeconomy'.
I løbet af de næste 4 år vil WASEABI-projektet hjælpe med at udvikle disse metoder og løsninger for at gøre sidestrømme til en indtjeningskilde for europæiske fiskerivirksomheder og til en kilde til protein og mineraler i andre fødevarer.
Potentialet er stort, idet den europæiske fiskeindustri beløber sig til 5,1 mio. ton forarbejdet fisk på årsbasis, hvor næsten en tredjedel ender som sidestrømme til dyrefoder eller blot som affald.
Målsætningen for WASEABI er således at undersøge, hvilke mulige barrierer og udfordringer fiskeforarbejdningsvirksomhederne måtte møde ved at bruge sidestrømme som nye ingredienser, samt hvordan forbrugerne vil have det med at spise fødevarer, der indeholder produkter, som traditionelt set er blevet kasseret.
WASEABI vil også undersøge, hvordan sidestrømsprodukterne skal opbevares og konserveres for at sikre en høj fødevaresikkerhed og kvalitet, og undersøge teknologier til udvinding af protein og mineraler, samt hvordan man fremstiller forskellige smagsstoffer.
Udvalgte teknologier vil blive opskaleret i løbet af de 4 år, således at deltagende virksomheder som Royal Greenland kan anvende dem i pilotanlæg og i visse tilfælde i færdige industrianlæg.
Kilder:
https://www.vifu.net/international/news/4-million-eu-project-aims-to-ensure-better-utilization-of-the-aquatic-resources/