Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Nyheder & Seafood Insight

Rejer i ebbe og flod

10.12.2014

I dag er rejefiskeri en af hovedbeskæftigelserne på den grønlandske vestkyst. Tidligere har torsken imidlertid været en af de mest eftertragtede arter. De to arters bevægelser ser ud til at hænge sammen, og der er noget, der tyder på, at klimaforandringer også spiller en rolle.

Fra 1960 til 1980 var torskefiskeriet i Grønland meget større end i dag. I løbet af 1980'erne så det ud til, at torsken forsvandt fra den grønlandske kyst, hvilket resulterede i, at mange fiskere begyndte at fiske efter rejer i stedet. Biologer er fortsat ikke enige om årsagen til, at torsken forsvandt, men den gængse forklaring er, at det var en kombination af intenst fiskeri og faldende havtemperaturer, hvorfor bestandene bevægede sig mod varmere havområder sydpå.

Varmere temperaturer i havene omkring Grønland

Rejer fortrækker koldt vand og er et af torskens yndlingsbytter, så rejen havde rigtig gode forhold i 1980'erne og 1990'erne. Temperaturen i havene omkring Grønland bliver imidlertid varmere igen. Det afspejler blandt andet det faktum, at biologer igen kan konstatere en stigning i bestanden af torsk i de grønlandske farvande. Man mener, at torsken følger sit yndlingsbytte - rejen og lodden - som bevæger sig nordpå til de kolde havområder, de foretrækker.

Det er afspejlet i de faldende fangstmængder af rejer, kombineret med at grønlandske biologer konstaterer faldende biomasser i de sædvanlige fangstområder. I en pressemeddelelse udtaler Grønlands Naturinstitut, at

"der er en øget bestand af jokeren i rejespillet, torsken, i især den sydlige del af Vestgrønland. Torsk konsumerer rejer, og det forventes, at den øgede torskebestand i de kommende år vil gøre indhug i bestanden af rejer. Undersøgelser har vist, at tilstedeværelsen af torsk i rejefangstområder resulterer i en faldende rejebestand" 

I øjeblikket er overlappet mellem de to arter imidlertid ikke væsentlig og kan derfor ikke fuldt ud forklare situationen.

Udforskning af nye fangstområder

Det betyder, at rejen er under pres fra to fronter - torsken og klimaet, hvilket den jævnt faldende grønlandske rejekvote er et bevis på. Royal Greenland er i øjeblikket i gang med at undersøge tidligere uudnyttede fiskeområder længere mod nord for at finde ud af, om rejen er flyttet helt væk fra Grønland eller blot længere mod det koldere nord. Jogvan Trondarson, som er kaptajn på Royal Greenlands rejetrawler "Akamalik", forklarer:

"I oktober fandt vi rejer 75 grader nord i Melville-bugten tæt på Thule-basen. Tre af vores både fiskede deroppe, og alle fik en god fangst af store rejer med hjem. Jeg tror, at vi vil fiske her til næste år i sensommeren/efteråret, men problemet er, at området er dækket af is det meste af året. Vi har ikke fisket i dette område før, så vi ved ikke, om rejerne har været her hele tiden, eller om de har bevæget sig herop sydfra."

De rejer, der blev fanget nordpå, var meget store, hvilket er et tegn på, at de stammer fra en bestand, som ikke tidligere har været genstand for fiskeri.

Ud over de barske is- og vejrforhold er det en udfordring, at de nyfundne fiskebanker ligger langt fra de indhandlingsstederne sydpå, hvor de bliver pakket og videredistribueret. Det betyder, at fangstbådene skal sejle meget længere end i dag for at hente rejerne, hvilket øger både transportomkostninger og den tid der går før de rammer markedet.

Kilder:

www.natur.gl

Næste nyhed: Kraftigt stigende priser på koldtvandsrejer
...