Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Nyheder & Seafood Insight

Kraftigt stigende priser på koldtvandsrejer

10.12.2014

I disse år sker der kun én ting med priserne på fisk og skaldyr: De stiger. Og siden de sene sommermåneder er priserne på koldtvandsrejer steget kraftigt over hele verden. De forventes at toppe ved juletid, hvor forbruget er højest. Situationen skyldes et sammenfald af forskellige omstændigheder - kvotereduktion, vejrforhold, sygdom i bestandene af opdrættede varmtvandsrejer - hvilket alt sammen har resulteret i rejemangel over hele verden og dermed prisstigninger.

Kvoterne for koldtvandsrejer er i årenes løb blevet reduceret væsentligt og har betydet færre produkter på markedet fra både Grønland og Canada. Samtidig har canadisk fiskeri oplevet modgang grundet meget kolde vejrforhold og problemer med is i fangstsæsonen 2013/2014. Kombineret med en lavere kvote har det betydet, at de canadiske fiskere i en periode valgte at fokusere på andre arter, bl.a. lodden, hvorfor sæsonen blev kortere, og der blev fanget færre rejer. Mange af de rejer, som blev fanget i sæsonen 2013/2014 er blevet distribueret på det nordamerikanske marked, hvorfor der er leveret ca. 10.000 ton færre canadiske rejer til det europæiske marked end forventet.

Andre arters indflydelse

Prisudviklingen for andre rejearter har også indflydelse på prisen for koldtvandsrejer. På markedet sker der desuden en vis forveksling mellem koldtvandsrejer og opdrættede varmtvandsarter.

Historisk set har priserne for koldt- og varmtvandsrejer fulgt hinanden. De seneste år er prisen på varmtvandsrejer imidlertid steget, idet de asiatiske varmtvandsrejefarme har været ramt af sygdommen EMS (Early Mortality Syndrome). Dette har forårsaget, at rejerne er døde i deres damme, hvorved den producerede mængde er faldet drastisk og har udløst prisstigninger. Som følge af EMS steg efterspørgslen på koldtvandsrejer markant, idet detailhandlere og grossister i høj grad erstattede de manglende varmtvandsrejer med koldtvandsrejer. Det ser imidlertid ud til, at producenterne af varmtvandsrejer snart kan lægge sygdommen bag sig, så de igen kan levere større mængder til markedet, og udbuddet igen vil leve op til efterspørgslen.

Fremtidsperspektiver for koldtvandsrejer

I modsætning til opdrættede varmtvandsrejer fanges koldtvandsrejer vildt, hvorfor produktionen ikke nødvendigvis kan øges, så den opfylder markedets efterspørgsel - i hvert fald ikke uden at sætte bæredygtigheden for fiskeri på spil for til sidst at udtynde bestanden. Så i sidste ende skal markedet tilpasse sig det begrænsede udbud, f.eks. ved at ændre forbrugernes opfattelse af koldtvandsrejer som værende et hverdagsprodukt til at være et produkt, man indtager ved særlige lejligheder. Det kan delvist gøres via prissætning, men også ved at industrien tager ansvar for at producere den bedst mulige kvalitet.

Næste nyhed: En reje er en reje
...