Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Nyheder & Seafood Insight

Hvad er listeria?

14.01.2015

Det seneste udbrud af listeriose i Danmark, som også har fået stor opmærksomhed blandt medierne i resten af Europa, har sat fokus på bakterien Listeria monocytogenes, der findes overalt i naturen omkring os, men normalt ikke i farlige mængder

Listeriose er navnet på den sygdom, der forårsages af Listeria monocytogenes. Man smittes oftest gennem indtagelse af forurenede fødevarer, f.eks. ost, der er fremstillet af upasteuriseret mælk, og forarbejdede kød- og fiskeprodukter, herunder koldrøget fisk. Det aktuelle udbrud har vist, at listeria også kan forekomme i tilberedte produkter, hvor bakterien er blevet tilført efter varmebehandlingen, f.eks. i forbindelse med skiveskæring eller pakning.

Symptomer

Sygdommen viser sig normalt ved influenzalignende symptomer, såsom feber og muskelsmerter, ofte efterfulgt af diarré eller andre mave-tarm-symptomer. Risikogrupperne er ældre, nyfødte og personer med nedsat immunforsvar. Infektionen er normalt ikke et problem hos ellers raske personer, der som regel kun udvikler en ikke-invasiv sygdom. Listeriose behandles med antibiotika, men har en høj dødelighed på ca. 20 %.

Smittevej

Listeria kan findes overalt i vores omgivelser, og de fleste mennesker indtager af og til forurenede fødevarer, men det er kun få, der udvikler listeriose. Ofte er indholdet af listeria for lavt til at forårsage en infektion. Bakterien kan imidlertid overleve uden ilt og kan vokse ved køleskabstemperatur, men den dør, når den opvarmes til 72 ºC eller derover i mindst 15 sekunder. Den udgør derfor en risiko i fødevarer, der ikke er varmebehandlet ved høje temperaturer, såsom ost eller koldrøget kød og fisk. Da listeria ikke er en fordærvende bakterie og er både usynlig og lugtfri, er den umulig at påvise uden en laboratorieanalyse.

Forebyggelse

Det er ikke muligt at eliminere listeria helt, da den forekommer naturligt i vores omgivelser, f.eks. i jord og spildevand. Der er visse forholdsregler, forbrugerne kan træffe for ikke at blive syge, f.eks. sikre en god køkkenhygiejne, overholde holdbarhedsdatoer og sikre, at køleskabet er indstillet til den rigtige temperatur. Fødevareproducenterne er ansvarlige for at holde mængden af listeria nede på et absolut minimum. De vigtigste risikofaktorer for fødevareproducenterne er kontrollen med deres råvareforsyning og hygiejne/rengøring i produktionsområdet.

Royal Greenlands røgeri bliver drevet i henhold til strenge HACCP-procedurer for håndtering og hygiejne med henblik på at eliminere forureningsrisikoen. Samtidig bliver prøver fra hver batch undersøgt af den lokale kvalitetsafdeling og lejlighedsvist af koncernens kvalitetsafdeling. IFS og Fødevarestyrelsen udfører eksterne audit, og sidstnævnte har udsendt denne erklæring [link], hvori det konkluderes, at produkter fra Royal Greenlands røgeri aldrig indeholder listeria i farlige mængder i produkternes holdbarhedsperiode.

Endvidere viser forskning fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i samarbejde med Royal Greenland, at tilsætning af visse organiske syrer kan forhindre listeria i at vokse i produktets holdbarhedsperiode. Læs mere her [link]. Denne procedure fik sidste år Fødevareministeriet til at udsende en erklæring, der garanterer, at indholdet af listeria i Royal Greenlands røgede og marinerede produkter ikke overstiger 100 kolonidannende enheder pr. gram i produkternes holdbarhedsperiode.

Læs mere om fødevaresikkerheden i vores koldtrøgede produkter her

Næste nyhed: Koldtvandsrejer – status for 2015 og forventninger for 2016
...