Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Nyheder & Seafood Insight

Bæredygtighed er kommet for at blive

27.03.2015

Bæredygtighed og CSR er efterhånden blevet centrale temaer i fødevareindustrien, og seafoodbranchen er ingen undtagelse. Undersøgelser på området fokuserer oftest på forbrugerne i stedet for de indkøbere, som beslutter, hvilke produkter som er tilgængelige på markedet. I efteråret 2014 besluttede Royal Greenland derfor at undersøge, hvilken rolle bæredygtighed og CSR spiller i en indkøbsbeslutning.

Formålet med undersøgelsen var at se nærmere på motivationerne og hovedparametrene inden for CSR og bæredygtighed for at blive klogere på, hvilke elementer der er vigtige for de centrale beslutningstagere i virksomheder, der indkøber seafood. De 152 deltagere blev fundet blandt Royal Greenlands kunder og kontaktpersoner og repræsenterede 17 forskellige lande i Europa og Asien. De kom fra detailhandlen, foodservicebranchen og industrien. Ud over den webbaserede undersøgelse blev der gennemført syv kvalitative interviews med repræsentanter fra forskellige regioner.

Image

Bæredygtighed er et must – certificering er ikke

Resultaterne viste, at bæredygtighed er genstand for stor opmærksomhed blandt indkøbere af seafood. I alle regionerne blev bæredygtigt fiskeri vurderet som vigtigt eller meget vigtigt og dermed som den vigtigste parameter på CSR-området. Dette blev underbygget, da de adspurgte blev bedt om at vælge imellem en række områder, hvor en mangelfuld indsats fra leverandørens side ville få dem til at stoppe samarbejdet med den pågældende leverandør. Her kom bæredygtigt fiskeri ind på en førsteplads, skarpt efterfulgt af arbejdsforhold. Et andet interessant resultat er, at MSC vurderes som mindre vigtigt end bæredygtigt fiskeri, hvilket tyder på, at indkøberne ikke altid sætter lighedstegn mellem bæredygtigt fiskeri og MSC-certificering. Miljøarbejde blev vurderet omtrent lige så vigtigt som MSC-certificering.

Kunder og forbrugere vælger bæredygtige produkter

Ud over at se på, hvilke krav indkøbere af seafood stiller til deres leverandører, blev der i undersøgelsen også set på, hvilke krav indkøberne selv oplever fra deres kunder, det være sig andre virksomheder, restaurationsgæster eller kunder i supermarkedet. Resultaterne viste, at indkøberne på tværs af regionerne oplever en stærk efterspørgsel efter bæredygtige og MSC-certificerede seafoodprodukter. I detailhandlen lader det ligeledes til, at slutbrugerne gerne betaler ekstra for bæredygtige produkter – en tendens, der ikke er lige så udpræget i foodservice- og industrisegmenterne. Villigheden til at betale er desuden ikke så udtalt i markeder, der er stærkt påvirket af finanskrisen, som f.eks. Spanien.

Image

Kunder og politikker har større indflydelse end NGO'er

Endelig blev det undersøgt, hvilke faktorer der påvirker indkøbsadfærden, når det handler om seafoodprodukter. De adspurgte vurderede kundeefterspørgslen som den faktor, der har størst indflydelse, dernæst virksomhedens egen CSR- eller indkøbspolitik og på tredjepladsen NGO'er. NGO'erne har dog stadig stor indflydelse med hensyn til at sætte dagsordenen og påvirke den offentlige debat i medierne. Både slutbrugere og firmaer som indkøber seafood benytter NGO'ernes retningslinjer for, hvad der er sikkert at købe/spise, når de navigerer i markedet. Verdensnaturfonden blev generelt opfattet som den mest indflydelsesrige NGO.

Undersøgelsens resultater bekræfter interessen for og efterspørgslen efter bæredygtigt fiskeri som det dominerende CSR-tema. Efterhånden som flere og flere fiskerier og arter opnår certificering, bliver det interessant at se, hvor meget efterspørgslen på bæredygtig seafood vil stige i forhold til de øvrige CSR-områder, såsom miljøspørgsmål, arbejdsforhold m.m.

Download hele rapporten her

Næste nyhed: Ny model forudsiger listeriavækst
...