Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser

Royal Greenland A/S - årsregnskab for 2023

Royal Greenland har gennemgået et udfordrende år i 2023, hvor globale og lokale økonomiske forhold har krævet betydelige justeringer og fornyet fokus.

"Det har været et krævende år, men det er i modgang, vi tester vores robusthed og evne til at omstille os. Vi har indført ekstra omkostningskontrol overalt i virksomheden og forbedret vores driftseffektivitet, hvilket skal bidrage til at mildne nogle af de økonomiske slag, vi står overfor," udtaler Susanne Arfelt Rajamand, CEO for Royal Greenland. 

Sidste år har virksomheden oplevet en markedsafmatning i Europa, som skyldes økonomisk stagnation og ændret forbrugeradfærd. Markederne for seafood og torsk i Europa er blevet påvirket af fortsat import af russisk torsk til lave priser, og det japanske marked for snekrabber har lidt under øget import af russiske snekrabber og udsving i JPY-kursen. Dertil kommer en flad til faldende udvikling i salgspriser, der ikke har kunnet følge med omkostningsudviklingen de sidste to år. 

Blandt de største udfordringer var tabet på forretningen i Chile, efter at en mistet godkendelse til eksport til Kina og et kollaps i det amerikanske marked ramte os hårdt. Renteniveauet har også været højt, hvilket har lagt yderligere pres på virksomheden. 

Image

Resultatet før skat i 2023 endte på (255) mio. DKK. Royal Greenland har reageret på udfordringerne ved at iværksætte omkostningsbesparende tiltag, herunder lukning af vores fabrik i Matane som en del af en bredere strategi for at strømline vores produktionsfodaftryk.  

"Vi er i gang med en turnaround, hvor vi analyserer en række aktiviteter og tiltag for at drive omkostninger ud af virksomheden. Strategien skal indfri besparelser på minimum 100 mio. DKK. årligt, når den er fuldt implementeret," forklarer Susanne Arfelt Rajamand. 

Til trods for et vanskeligt markedsmiljø har Royal Greenland fastholdt sin markedsposition indenfor primære produktkategorier som rejer og snekrabber, og vi har gode forventninger til forbedret afsætning i de kommende perioder. Vi har også intensiveret salget i stabile og voksende markeder som Kina og arbejder på at optimere vores produktudbud til de nuværende markedsforhold. 

Image

Royal Greenland har over de sidste 10 år udbetalt betydelige beløb i udbytte til landskassen, hvilket understreger vores bidrag til det grønlandske samfund og økonomi. Forbedring af produktionsfaciliteterne fortsætter, med særlig fokus på vores samfundsmæssige ansvar og forpligtelser i lokalsamfund i hele landet. Dette understøttes af en planlagt reduktion i rentebærende gæld, som forventes at styrke finanserne betydeligt over de kommende 3-4 år. 

"Vi ser frem til 2024 med fornyet optimisme. De tiltag, vi har sat i værk, sammen med vores engagerede medarbejderstab og ledelse, skal sikre, at vi er godt rustet til at møde fremtidens udfordringer," tilføjer Susanne Arfelt Rajamand. 

 

For yderligere oplysninger, kontakt:  

Koncern kommunikationschef Merete Lindstrøm 

meli@royalgreenland.com 

Telefon: +299 28 18 20 

...