Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Mød Royal Greenland

#2: Kom med ombord på M/tr Sisimiut

190 sømil nord for Norge i Barentshavet slår bølgerne sig om den røde køl på M/tr Sisimiut, mens besætningen ombord er fuldt beskæftiget med at fange og pakke torsk til Royal Greenlands internationale kunder.

Velkommen ombord på Royal Greenlands M/tr Sisimiut, hvor besætningen har inviteret os ind til en snak om fiskeriet, hvordan produktionen foregår ombord og hvordan livet og hverdagen ser ud på en moderne fabrikstrawler.

På Broen

Oppe på Broen hos Skipper Per Bech gælder det om at bevare overblikket. Alle beslutninger, overvejelser og opgaveudførelse i styrehuset foregår i tæt samarbejde med overstyrmanden. Teamet i styrehuset, der er spækket med moderne udstyr, har optimale forhold for at arbejde effektivt. Per fortæller;   

‘Skibet er udstyret med meget elektronisk udstyr, der hjælper os i fiskeriet. Vi har sensorer på trawlet og skovlene, og vi kan måle bundtemperaturen for at se, om der er fisk i et givet område.’ 

Dog er plottere, sensorer, moderne ekkolod, GPS og andet sofistikeret navigationsudstyr ikke altid lig med fangst. Det kræver erfaring, tålmodighed og gode kontakter på havet. Per fortæller, at mange års erfaring blandt den styrende besætning spiller en stor rolle i at vide, hvor og hvornår fiskene svømmer et givent sted:  

‘Udover vores egen erfaring har vi også et godt fællesskab med andre trawlere, fx islandske og norske, hvor vi samarbejder og deler informationer om fiskenes færden. Man deler informationer for at høre hvilke fiskesorter, der bliver fanget, og så navigerer vi bl.a. efter det.’ 

I fryseren på fire timer 

Når fiskene er fanget, lyder en vigtig tommelfingerregel, at der ikke skal gå mere end fire timer fra fiskene kommer på dæk, til de bliver frosset ind. Det betyder, at hele besætningen arbejder tæt sammen, når der køres mellem 8-10 tons fisk gennem produktionen på en vagt af 6 timers varighed. På dækket skal der derfor arbejdes koncentreret af mandskabet. Arbejdet ledes af 1. styrmand og trawlbas, som udover arbejdet på dækket, også er ansvarlige for løbende vedligehold af trawl og reparation af fiskeudstyr. Når trawlet er trukket ombord og tømt for fisk, fortsætter processen i fabrikken.  

Den topmoderne fabrik ombord er kompakt, men sammenlignet med den gamle navnesøster M/tr Sisimiut, som fiskede farvandene indtil 2019, går arbejdet med fiskene i dag langt hurtigere. Den nye M/tr Sisimiut er spækket med moderne udstyr, designet til at fiske i barske og isfyldte farvande, samtidig med at den er langt større og fisker mere effektivt og energivenligt. Det ses ved direkte sammenligning af energiforbrug pr. kg færdigvare, hvor den nye M/tr Sisimiuts forbrug i 2021 lå 20% under den tidligere navnesøsters sidste hele fiskeår i 2018.  

Se de torskeprodukter, som M/tr Sisimiut producerer her

Se de torskeprodukter, som M/tr Sisimiut producerer her

Torskefilét med skind

Torskefilét uden skind

 

Fra hovedkapning og filetering, videre til vejning og nedfrysning styrer produktionsbesætningen fiskene på de moderne transportbånd, der er drevet på elektricitet frem for på hydraulik som tidligere.   

Og produktionschefen, Martin Haraldsen, har selv fingrene helt nede i produktionen. Det er en nødvendighed for at kvalitetssikre færdigvaren og for at bibeholde fornemmelsen med produkterne, alle kategoriseret som søfrosne ’Frozen At Sea’.  Trawleren fanger primært torsk i Barentshavet, men også eksempelvis sej og kuller; alle produkter forarbejdes og fileteres ombord. 

Produktion ombord M/tr Sisimiut

Tid:

I det store maskinrum på nederste dæk sørger den topmoderne MAN motor for sikker drift. Maskinchef William Nielsen er sammen med to maskinmestre og en teknisk medarbejder ansvarlige for vedligehold og optimal drift, og deres arbejde har stor betydning for effektiv brændstoføkonomi. To hjælpemotorer sikrer, at alle funktioner på skibet kan fungere uden brug af hovedmotoren. M/tr Sisimiut er også forsynet med avanceret teknologi, bl.a. betyder den såkaldte PTO/PTI conversion teknologi, at strøm, der genereres ét sted i skibet, kan bruges et andet sted.

Vi rykker sammen i båden 

Når fiskene hives ind, og der arbejdes i højt tempo både på dækket og i fabrikken, er humøret højt blandt skibets besætning. Faktisk kan der gå helt sport i arbejdet, når der skal produceres. Det foregår dog i ro og mag, uden de store skærmydsler. For hvis der er noget, der ikke er plads til, når man er til søs i syv uger med de samme mennesker, så er det kontroverser folkene imellem. Derfor er der også en god og sammentømret stemning blandt mandskabet og en god fornemmelse for hinanden, også på de dage, hvor det hele ikke går så nemt.  

Livet til søs indebærer lange perioder væk fra familie og venner, men mandskabet på M/tr Sisimiut er stolte af deres arbejde. Produktionschef, Martin Haraldsen, fortæller: ‘Vi er som en lille familie på skibet. Det er næsten de samme folk, som har været med i al den tid, jeg har været med, og jeg startede i 2001. Skulle vi miste nogle folk, skyldes det som regel, at de går på pension. Langt de fleste bliver hos os i lang tid, fordi de kan lide arbejdet og skibet.’ 

Under dæk, ned gennem skibets gange, hvor enkeltmandskahytterne fordeler sig én efter én på hver sin side, er der gensidig respekt og en uskreven lov om, at der skal være stille, eftersom der altid er et vagthold, der er gået til køjs.  

Men tager man turen op i messen og TV-stuen, møder man duften af et godt måltid mad, som én af skibets to kokke har tilberedt, alt imens nogle fra besætningen spiller kort, PlayStation eller ser TV. Her er varme, højt humør og hygge, inden det er tid til at gå til køjs.  De rummelige opholdsrum er moderne indrettet med grønlandsk, færøsk og dansk kunst på væggene, store vinduespartier og komfortable møbler. 

Tid til afslapning ombord M/tr Sisimiut

Tid:

På dage hvor produktionen kører på skinner og solen står højt på himlen og viser sit genskær i det iskolde blå hav, er livet ombord på en moderne trawler rigtig godt. Selvom man savner familien derhjemme, er der blandt den sammentømrede flok et stærkt fællesskab, også når man er på orlov og stadig har lyst til at trække i jakker og fleecetrøjer med M/tr Sisimiut broderet på brystet.  

Losning i Norge 

Her om foråret hvor fiskeriet foregår i Barentshavet losser M/tr Sisimiut typisk i Tromsø. På under et døgn er lasten tømt og på frysehus, fartøjet er fyldt op med ny proviant, emballager og evt. ny besætning inden næste tur. Mandskabet ombord består af ca. 40 besætningsmedlemmer, og de er i gennemsnit afsted 7 uger ad gangen, inden der venter 7 ugers fri på fastland.  

Torsken er måske allerede solgt – det kunne være til Storbritannien, hvor Royal Greenlands engelske salgsselskab er blandt Royal Greenlands store aftagere og bl.a. sælger produkterne videre til restaurantkæder, der serverer de berømte engelske Fish n’Chips;  

I næste nummer af Mød Royal Greenland kan du netop møde vores engelske salgsselskab, som fra kontoret i Manchester sælger søfrosne torsk og masser af rejer. 

Tak til besætningen for at invitere os ombord, for at agere filminstruktører, statister og for så åbent at invitere os ind i jeres ‘home away from home’ og dagligdag.  

Om serien Mød Royal Greenland

Om serien Mød Royal Greenland

I vores artikelserie 'Mød Royal Greenland' tager vi dig med på en rundtur i Royal Greenlands organisation; fra de små fabrikker langs Grønlands vestkyst til vores store, søgående produktionstrawlere, til vores salgskontorer rundt om i verden og meget mere.

Læs første artikel om vores hovedkontor i Nuuk her

Se også

Næste nyhed: #1: Hovedkontoret i Nuuk, Grønland
...