Iskolde Nordatlantiske Specialiteter – fisk og skaldyr af højeste kvalitet
I de arktiske have findes fisk og skaldyr i absolut særklasse. Det iskolde vand her gør, at fisk og skaldyr vokser langsommere end andre steder. Resultatet er, at smag og tekstur virkelig får tid til at udvikle sig til det optimale. Hos Royal Greenland sætter vi en stor ære i at bevare den høje kvalitet på bedste måde. Vi er derfor stolte af at kunne tilbyde udvalgte rå-produkter, så du kan sætte de bedste fisk og skaldyr på tallerkenen.
Vi har samlet vores højkvalitets fisk i et sortiment, vi slet og ret kalder Iskolde Nordatlantiske Specialiteter. For det er det, de er. Fisk og skaldyr til særlige lejligheder, til de bedste smagsoplevelser og til dig der ikke vil gå på kompromis med smagen og kvaliteten.
Vores Iskolde Nordatlantiske Specialiteter består af skalrejer, hummere, snekrabber, hellefisk, stenbiderrogn og torsk. Læs mere om arterne heruder og find inspiration til delikate opskrifter.
Skalrejer
Vores skalrejer er af arten Pandalus borealis, som også kaldes koldtvandsrejer eller dybhavsrejer. Rejerne fiskes udenskærs på det åbne hav i farvandet udfor Grønlands vestkyst. Når rejerne er blevet fanget, koges de i havvand, sorteres, pakkes og indfryses inden for kun tre timer. Det er for at sikre den optimale friskhed og kvalitet.
Det kolde vand omkring Grønland får rejerne til at vokse meget langsomt, således er de ofte 5-6 år gamle, når de fanges. Til sammenligning er asiatiske opdrættede varmtvandsrejer kun 5-6 måneder om at opnå deres størrelse. Den langsomme vækst gør, at rejen har masser af tid til at udvikle smag og konsistens – lidt som jordbær eller æbler, der får en dybere og mere kompleks smag, når de dyrkes under køligere himmelstrøg.
Det vestgrønlandske rejefiskeri er MSC-certificeret som værende bæredygtigt og drevet på en ansvarlig måde.
Opskrift!
Opskrift!
Se alle vores opskrifter herSnekrabbe
Snekrabber (Chionoecetes opilio) lever i det nordlige Atlanterhav og det nordlige Stillehav omkring Nordpolen. Vores snekrabber fanges i Grønland - primært i fjordene på Grønlands vestkyst.
Snekrabben brillerer med sin delikate smag af friskt, salt hav og skaldyrssødme. Det let trevlede kød er saftigt og snehvidt med en smuk orangerød overflade. Snekrabben er allerede kogt og klar til at spise efter optøning, men kan også serveres lunet eller som topping på en varm ret. Den komplekse smag egner sig også godt til “surf & turf”-serveringer sammen med kød eller fjerkræ.
Snekrabben er et bæredygtigt valg, når der skal skaldyr på bordet. Med de gældende mindstemål er det kun hankrabberne som fanges, hvilket betyder, at hunnerne sættes tilbage i havet for at yngle. Derudover har snekrabben en forholdsvis kort livscyklus på normalt 5-6 år.
Hellefisk
Hellefisken (Reinhardtius hippoglossoides) er en ægte grønlandsk delikatesse! Den grønlandske tradition for fiskeri efter hellefisk rækker mange hundrede år tilbage og er den dag i dag det altoverskyggende eksistensgrundlag i mange små bygder. Royal Greenlands grønlandske hellefisk fanges på langline, med garn eller med trawl. Der fiskes især i isfjorden i Diskobugten i Vestgrønland samt længere oppe ad den grønlandske vestkyst.
Hellefiskens kød er snehvidt, blødt og saftigt, og smagen er mild og cremet. Den egner sig til de fleste tilberedningsmetoder – ovntilberedning, pandestegning, dampning, rå i tatar, ceviche etc. – og har den store fordel at den næsten aldrig bliver tør. Hellefisk forveksles ofte med helleflynder, men man kan kende forskel ved, at helleflynderen er helt hvid på undersiden (blindsiden).
Torsk
Der findes torsk af forskellige typer i næsten alle verdenshavene. Den atlantiske torsk lever primært i det nordlige Atlanterhav fra det nordøstlige Canada, til Grønland, Island, Norge, Nordsøen og Barentshavet. Det kolde, rene vand omkring Grønland gør, at torsken vokser langsomt og får tid til at udvikle exceptionel god smag og struktur.
Torsk fanges traditionelt med trawl, bundgarn eller langline. Royal Greenland udbyder dog som noget helt nyt Nutaaq® torsk. Nutaaq® torsk betyder ny torsk på grønlandsk. Nutaaq® torsk fanges kystnært med bundgarn – en gammel og skånsom metode, som er både selektiv og miljøvenlig. Royal Greenland har optimeret hele processen fra fangst til færdigt produkt med ét eneste formål – nemlig at bevare kvaliteten af den friskfangede fisk. Resultatet er faste, meget jævne, kridhvide fileter med uovertruffen saftig spisekvalitet. Læs mere om Nutaaq® torsk her.
Stenbiderrogn
Stenbiderrogn er kendetegnet ved at være en rigtig forårsspise, men bruges også som pynt på mange slags retter – fx et klassisk stjerneskud.
Sæsonen varierer efter havtemperatur. I Danmark, hvor vandet er relativt varmt, ligger gyde-sæsonen fra sidst i januar og frem til april, mens stenbideren i de kolde have omkring Grønland, hvor Royal Greenlands stenbiderrogn kommer fra, først gyder fra april og frem til juni måned.
I Grønland foregår stenbiderfiskeriet fra små lokale både og joller, som fisker med garn og kun er på havet få timer ad gangen. Garnet sættes enten ved hjælp af bøjer eller fastgøres til kysten i fjorde og kystnære områder. Stenbideren vikles således ind i garnet, når den svømmer mod gydepladserne. Når fiskerne tømmer garnene tages rognen ud med det samme og den leveres direkte til Royal Greenlands fabrik på land.
Royal Greenland garanterer stenbiderrogn uden AZO-farver - kun naturlige farver anvendes. Det vestgrønlandske fiskeri efter stenbider er MSC-certificeret som værende bæredygtigt og drevet på en ansvarlig måde.
Hummer
Royal Greenlands canadiske hummer (Homarus americanus) fanges af lokale fiskere ud for Newfoundlands kyst i Canada og er en delikatesse i både udseende, størrelse og smag!
Forarbejdningen af hummerne sker på Royal Greenlands fabrik i Newfoundland, Canada. Når hummeren ankommer til fabrikken, koges den levende for at opnå optimal kvalitet af kødet. Herefter afkøles, glaseres og lynindfryses den. De kogte hummere er klar til at spise direkte efter optøning.
Gennem hele livet vokser hummeren sig større – men det gør dens hårde skal ikke. Derfor kravler den en gang hvert eller hvert andet år ud af sin gamle skal og former en ny og større. Skallen, som i starten vil være større end hummeren selv, fyldes op med vand, som lukkes ud efterhånden som hummeren vokser sig større og passer til den nye skal. En hummer, som lige har smidt sin skal, kaldes en soft shell-hummer og er mere vandet og blød i kødet. Royal Greenland fisker udelukkende hard shell-hummere, hvor kødet er fastere end kødet fra en soft shell-hummer, og de anses også for at være de mest smagfulde.