Du har en forældet browser

Opdater venligst din browser

Opdater browser
Vis alle nyheder Indblik i vores hverdag

Sorteringsristen i fiskeriet efter koldtvandsrejer sikrer lav bifangst

Det er obligatorisk at anvende sorteringsriste i rejetrawlet, hvilket betyder, at mængden af bifangst i rejefiskeriet ved Grønland er meget lavt.

Rejer lever ved bunden af havet sammen med mange andre fiskearter. Som art er de små sammenlignet med andre arter. Fiskeriet i Vestgrønland foregår på den grønlandske kontinentalsokkel i en dybde på 300-600 m. Her går rejerne i bestemte områder, typisk på en blød bund af mudder og sand. Som regel foregår fiskeriet i de samme områder år efter år.

Rejefiskeri

Fiskeriet efter rejer foregår med trawl, hvor en lille maskestørrelse er nødvendig. Netmaskerne i fangstposen er minimum 40 mm og til sammenligning er maskestørrelsen 100mm, når der fiskes hellefisk. Trawlet kører lige over havbunden og der vil under fiskeriet være en risiko for at fiske andre arter som bifangst, både store og små under mindstemålet. Det gælder f.eks. torsk, hellefisk og havkat. For fartøjerne er det ikke hensigtsmæssigt at få andet i lasten end rejer, da dette er målarten og produktionen er indrettet hertil.

Rejer lever ved Øst- og Vestgrønland både kystnært og udenskærs. De primære fiskeriområder i Vestgrønland er i dag ud for Nuuk og nordligere. Der fiskes med trawl i begge zoner, men der er begrænsninger på størrelsen af fartøjer, som må fiske kystnært. Jo længere man kommer mod nord, jo mere begrænset er artsdiversiteten, og derfor er der generelt meget begrænset bifangst i fiskeriet efter koldtvandsrejer i Grønland, sammenlignet med sydligere egne, f.eks. Europa.

Indførelse af rejeriste

Tilbage i 1980’erne blev de første forsøg med indsættelse af en rist i trawlet udført i Norge, for at udsortere uønskede arter. Da risten viste sig at være funktionsdygtig blev den yderligere udviklet og er i dag kendt som Nordmøreristen. I 2001 blev der indført et krav i den grønlandske lovgivning om anvendelse af rejeriste i trawlet på alle fartøjer. Der blev dog givet dispensation til de kystnære fartøjer af arbejdsmiljømæssige hensyn. Denne dispensation blev fjernet i 2011, og alle rejetrawlere bruger i dag sorteringsrist.

Sorteringsristen blev taget godt imod af de fleste fiskere, idet en manuel eftersortering ikke var nødvendig samtidig med, at større fisk kunne klemme på rejerne, og sammenlagt gav det et effektivt fiskeri og rejer af en bedre kvalitet. Sorteringsristen er således en stor gevinst både for fiskeren og for bevaringen andre arter og dermed økosystemet.

Risten er udformet som en tremmerist og jfr. den grønlandske lovgivning skal afstanden mellem tremmerne være minimum 22 mm. Det betyder, at fisk, og andet større end 22 mm, ”skubbes” ud af trawlet igen, mens de mindre rejer ryger gennem sorteringsristen og fanges. Sorteringsristen placeres i enden af trawlet ved indgangen til fangstposen, og ovenover er der et hul, hvorigennem de frasorterede fisk frigives til omgivelserne.

Image

Risten er effektiv

Med indførelse af risten er bifangst minimeret betragteligt. Den frasorterer således store og små arter inklusiv større yngel, som tidligere blev tilbageholdt i posen. Alt kortere eller smallere end 22 mm vil dog fortsat kunne være en del af posens indhold. Det kan f.eks. være mindre fiskearter som polartorsk og krebsdyr (krill). Disse vil i givet fald blive frasorteret i fiskeseparatoren ombord.

Hvert år opgøres mængden af bifangst af Grønlands Fiskeri Licens Kontrol (GFLK) og i mange år har niveauet af bifangst ligget på < 1% af den samlede fangst. Det er meget lavt, og bekræfter ristens effektivitet. Den meget lave bifangst er også en af grundpillerne i MSC certificeringen af det Vestgrønlandske rejefiskeri.

Image

Fortsat udvikling

Risten bliver løbende forfinet og tilpasset det aktuelle behov. Tremmestørrelsen skal passe til både rejernes størrelse og til bifangsten i det område, hvor der fiskes. Derudover skal arbejdsmiljøet sikres, så der er en optimal håndtering, som ikke skaber problemer for besætningen.

 

Se også

Næste nyhed: På tur med uddannelseskaravanen
...