Dokumentation af bifangst i Royal Greenlands fiskerier
For at kunne arbejde målrettet med minimering af bifangst, er det nødvendigt at alt bifangst rapporteres og dokumenteres detaljeret, således, at der kan udarbejdes konkrete tiltag for at optimere de enkelte fiskerier. Få overblik over Royal Greenlands fiskerier her.
Bifangst er en almindelighed i fiskerier verden over. Mængden og sammensætningen af bifangst varierer betydeligt, bl.a. afhængigt af fiskeri, fiskeredskab, område og sæson. Konsekvenser af bifangster er forskellige mellem arter og område. Arter med sen kønsmodning og lang levetid er især følsomme overfor bifangster, da bestandene er mindre modstandsdygtige overfor fiskeri. Det er derfor særlig vigtigt at kende omfanget af konsekvenser for disse arter.
Små bestande bliver i højere grad påvirket af fiskeri sammenlignet med store bestande, da små bestande hurtigere og voldsommere får reduceret genetisk diversitet og antallet af gydende individer. Således kan bifangst af en given art i et område være bæredygtigt, mens i andre områder ikke bæredygtigt.
Dokumentation af bifangst bliver i højere grad væsentligt, da kortlægning af arter og sammensætning er nødvendigt for at forstå de enkeltes fiskeriers påvirkning på biodiversitet samt den enkelte art.
Bifangsten i fiskerierne er vurderet internt på basis af viden i Royal Greenland, ekstern ekspertviden, officielle rapporter fra MSC samt tilgængelige litteratur indenfor fiskeri, økologi og fysiologi.
Rapportering af bifangst er lovpligtigt
I de grønlandske fiskerier er der rapporteringspligt for al bifangst, hvilket også omfatter Royal Greenlands egne trawlere og fartøjer, samt de private fiskere Royal Greenland indkøber fra. Rapporteringspligten skal sikre et fuldt overblik over alle fangster, og benyttes til kvotesætning samt at belyse hvilke konsekvenser der påføres miljøet som resultat af fiskeriet. Denne viden benyttes til at implementere virkemidler mod bifangster.
Fiskeri efter hellefisk (Reinhardtius hippoglossoides)
Fiskeri efter hellefisk (Reinhardtius hippoglossoides)
Hellefisk fanges i to forskellige fiskerier; indenskærs og udenskærs. Indenskærs anvendes joller og mindre fartøjer, der anvender garn eller langline som fiskeredskab. Udenskærs fiskes fra større fartøjer med langline eller trawl.
Indenskærs fiskeri efter hellefisk
Bifangst sammensætning i indenskærs fiskeriet er forskellig mellem de to fiskeredskaber; garn og langline efter hellefisk.
Begge redskabers bifangst er primært udgjort af seks arter. Med langline er rokke-arter og ålebrosmer-arter de mest dominerede bifangster og i mindre omfang plettet havkat, torsk, håising og nordlig skolæst. I garnfiskeriet udgør torsk den største andel af bifangst, efterfulgt af rødfisk og mindre bifangster af snekrabbe, rokke-arter, håising og grønlandshaj.
Rødfisk, rokke-arter og nordlig skolæst er følsomme overfor overudnyttelse, da disse er langsomvoksende med sen kønsmodning. Dette betyder, at bestanden mange årtier om at genskabe en bestandstørrelse som set inden fiskeri.
Torskebestanden i Grønland er opdelt i en indenskærs og udenskærs bestand, hvor den indenskærs bestand kan tolerere en vis fangst, mens fiskeri af den udenskærs bestand frarådes.
Torsk fra udenskærs bestanden kan blive bifanget i indenskærsfiskeriet, da bestandene blandes når de udenskærs torsk bevæger sig til de kystnære områder. Derfor kan fangst af torsk være problematisk, hvis deres ophav er fra udenskærs bestand og modsat være bæredygtigt, hvis den stammer fra den indenskærs bestand. Dog har kvoten på indenskærs torsk været høj sammenlignet med den biologiske rådgivning, hvorfor fangster af disse torsk kan resultere i overfiskeri, og bør minimeres.
Maskestørrelse er afgørende
Maskevidderne på hellefiskegarn er designet til fange hellefisk over mindstemålet. Dette gør, at mindre fisk kan undslippe og har mulighed for at vokse og formere sig.
Udenskærs fiskeri efter hellefisk
I det udenskærs fiskeri udgør bifangsten mængden en lav andel (<1.5% i biomasse) af den totale fangst. Bifangsten består hovedsageligt af syv forskellige arter, hvoraf fem arter (rødfisk, skolæst, grønlandshaj, rokker-arter, havkat) er almindelige i trawlfiskeriet og fire (grønlandshaj, skolæst, brosme, torsk) arter forekommer i langline fiskeriet. Forskellen i artssammensætning kan skyldes forskellige fiskeområder, samt arternes adfærd.
Grønlandshajen fanges i få antal, men grundet dens store størrelse udgør den en stor del af bifangsten målt i biomasse. De andre bifangstarter forekommer hyppigt i fiskeriet. Påvirkning på bestanden af bifangst arter og på økosystemet er vurderet af MSC til at være bæredygtigt og acceptabelt. Dog vurderes det internt at rødfisk, skolæst, rokke og havkat er i risiko for en bestandreduktion som resultat af fiskeriet. Dette skyldes at arterne er langsomvoksende og har sen kønsmodning, hvorfor et højt fiskeri reducerer bestandens evne til at vokse.
Torskebestanden i Øst- og Sydvestgrønland kan tolerere fangster, mens fiskeri af den Vestgrønlandske udenskærs bestand frarådes. De økologiske konsekvens af bifangster af torsk varierer afhængigt af hvilken bestand torsken stammer fra.
Områdeafgrænset fiskeri af hellefisk
Fiskeområdet efter udenskærs hellefisk er lovmæssigt begrænset for at mindske fangster af såkaldte VME-arter (Vulnerable Marine Ecosystems – så som søfjer, koldvandskoraller, svampe og andre havbundsorganismer). VME-arter er særlig følsomme overfor fangst, da genopbygning af bestanden er særlig langsom og overfiskeri kan føre til lokal udryddelse. Områderne hvori der observeres eller fanges mange VME-arter forbydes for fiskeri og fartøjerne skal straks flytte fiskeplads, hvis disse arter fanges.
Sorteringsrist under udvikling
En sorteringsrist er under udvikling til udenskærs hellefiskeriet, for at minimere fangsten af grønlandshajer. Sorteringsristen tillader passage ind i trawlet af individer under en vis størrelse, mens større individer bliver frasorteret og ført ud af trawlet under fiskeriet.
Designet af sorteringsristen er kompliceret, da størrelsen skal være passende til at store hellefisk bliver fanget, mens mindre grønlandshajer bliver frasorteret. I løbet af 2023 vil Royal Greenland afvikle forsøg med sorteringsrist i nyt design på en af trawlerne.
Fiskeri efter rejer (Pandalus borealis)
Fiskeri efter rejer (Pandalus borealis)
Rejer fanges både udenskærs og indenskærs. I begge tilfælde anvendes trawl som fiskeredskab.
Bifangst i rejefiskeriet er begrænset til få arter, hvor kun to af disse er hyppige (Rejearten montagui og lodde). De resterende bifangstarter er rødfisk, håising, torsk, hellefisk, rokke-arter og panserulk.
Det er kun de mindste individer af fiskearter der fanges og mængden er vurderet ubetydeligt i forhold til bestanden. Fangster af torsk kan dog påvirke bestanden, da den i forvejen er risiko over overfiskeri.
Bifangsten overvåges ved hvert eneste trawl-træk, og overstiger andelen af bifangst 10% af biomassen flyttes fiskeriet til en anden fiskeplads.
Sorteringsrist i trawlfiskeriet efter rejer
Fiskeriet efter rejer foregår med trawl på 40 mm maskevidder. For at minimere bifangsten er der implementeret en sorteringsrist i trawlnettet. Sorteringsristen har en åbning på 22 mm, hvilket tillader at rejer og helt små fisk passerer, mens større organismer, så som fisk, herunder rokke-arter og Grønlandshajen bliver frasorteret. Ved kontakt med sorteringspanelet bliver de ført ud gennem et ”escape”-panel som er placeret i toppen af risten.
Sorteringsrist på rejetrawl
Sorteringsrist på rejetrawl
Risten er både en gevinst for fiskerne da bifangst mængden reduceres og flere rejer derved fanges, men risten reducerer også påvirkning på økosystemet.
Fiskeri efter Atlantisk torsk (Gadus morhua)
Fiskeri efter Atlantisk torsk (Gadus morhua)
Torsk fanges i to fiskerier; indenskærs hvor der fiskes med garn eller langline og i et blandingsfiskeri med kuller og sej i Barentshavet, hvor der fiskes med pelagisk trawl.
Torskefiskeriet har generelt lav bifangst på tværs af grej og omfatter kun to arter. Det er kun i garn- og langlinefiskeriet, at mindre fangster af hellefisk og rødfisk forekommer. De andre fiskeredskaber (bundgarn og pilk) er målrettet torskefiskeriet og bifangst er yderst sjældent.
Bifangst i torskefiskeriet er vurderet til ikke at påvirke bestandene negativt, da de fanges i mindre mængder. Fangsten af rødfisk i dette fiskeri kan påvirke til en ændring i bestanden, hvis den kumulative fangst af rødfisk i hele det grønlandske fiskeri er for høj.
Områdeafgrænset fiskeri af torsk
Fiskeriet efter torsk er forbudt i gydeområder i gydeperioden, for at undgå fangster af gydende individer. Gydende torsk betragtes som bifangst, hvorfor det er vigtigt at begrænse fangsten af disse. Det tiltag sikrer at bestanden har mulighed for at vokse.
Fiskeri efter snekrabbe (Chionoecetes opillio)
Fiskeri efter snekrabbe (Chionoecetes opillio)
Snekrabber fanges i Grønland, Canada og det nordlige Norge med tejner.
Bifangsten i fiskeriet efter snekrabber er minimal og omfatter primært tre arter. Den største andel af bifangst i snekrabbefiskeriet er undermålere, dvs. snekrabber mindre 10cm i skjoldbredde samt hunner og bløde krabber (kendetegnet ved lavt kødindhold, da krabben er ved at skifte skjold). Der fanges også en mindre andel havkatte og hellefisk.
Snekrabber udenfor kvote smides retur i havet, hvor overlevelse er muligt, hvis skånsomt udsmidt. Det vurderes at disse fangster ikke skader bestanden af snekrabbe. Fangster af hellefisk og havkatte sker i fåtal, og deres bestande er vurderet til at være sunde, hvorfor fiskeriet ikke påvirker bestanden negativt.
Fiskeri efter stenbider (Cyclopterus lumpus)
Fiskeri efter stenbider (Cyclopterus lumpus)
Stenbidere fiskes med sættegarn i en begrænset periode i foråret.
Fiskeriet efter stenbider fanger forskellige bifangster. Stenbiderhanner er den primære bifangst og der fanges mindre andele af plettet havkat, torsk, helleflynder og uvak samt havfugle, hvor edderfugle er den mest forekommende.
Stenbiderhannen har ingen kommerciel værdi og udsmides, typisk levende. Det vurderes at bestanden kan tolerere fangst af hanner. Det samme er gældende for plettet havkat og uvak. Torskefangster kan være problematisk afhængigt af bestanden samt en kumulativ fangst i Grønland. Bifangster af helleflynder er problematiske da bestanden er på et kritisk niveau. Trods at det er få individer der fanges, vil disse medvirke til den kritiske tilstand.
Fangster af edderfugle kan udgøre en risiko for bestanden, da det anslås at effekten fra fiskeriet kan ligestilles med effekten fra jagt. Hvilken reducerer bestandens evne til at vokse og på lange bane påvirke bestanden betydeligt.
Begrænset sæson for fiskeriet efter stenbiderrogn
Bifangst af havfugle er problematisk, da arter som edderfugle, alk og lomvie bliver viklet ind i nettet når de dykker efter føde. For at minimere fangsten af havfugle er fiskerisæsonen blevet tilpasset, så fiskeriet ikke starter før havfuglene, flyver mod ynglepladserne. Dette har resulteret i en mindre fangst af havfugle.
Dog fanges der stadig havfugle, da ikke alle individerne flyver samtidigt og i og med at stenbidersæsonen i forvejen er kort, er fiskeriet nødsaget til at påbegynde for at sikre rogn. Derfor indledes et initiativ i 2023 med lysdioder på nettene, for at skræmme havfuglene væk og derved potentielt hindre fangsten af havfugle.
Maskestørrelse i stenbiderrogn fiskeriet
I stenbiderfiskeriet er maskevidderne tilpasset en optimal fangst af hunner og for at undgå bifangst af stenbider hanner. Hannerne er mindre end hunner, og maskerne tillader at hannerne kan passere, mens hunner fanges.
Fiskeri efter hummer (Homarus americanus)
Fiskeri efter hummer (Homarus americanus)
Hummerfiskeriet foregår kystnært ved Newfoundland hvor der fiskes med tejner.
Hummertejner er effektive og fanger primært hummere, og en mindre andel bifangst. Der er registeret fire almindelige bifangstarter; Almindelig ulk, torsk, taskekrabbe og blå aborre. Disse bifangster fanges jævnligt, men i små mængder.
Bestanden af disse arter er ikke estimeret til at blive påvirket fiskeriet, grundet lave mængder og sunde bestande af de enkelte arter.
Tilpasset fiskeområde og sæson
I det Canadiske fiskeri efter hummer fiskes der konsekvent i områder, hvor forekomsten af store hummer er tilstrækkelig. Dette gør at hummere under mindstemål ikke bliver fanget i stort omfang. Desuden er sæsonen efter hummer begrænset for at reducere bifangsten af diverse fiskearter.
Fiskeri efter kammusling (Placopecten magellanicus)
Fiskeri efter kammusling (Placopecten magellanicus)
Fiskeriet foregår kystnært ved Newfoundland hvor der fiskes med skrab.
Bifangst forekommer hyppigt i kammuslingfiskeriet, hvor fire arter er hyppige. Rokke-arter og havkatte udgør den største andel og en mindre andel af krabber og hummere fanges.
Trods den hyppige fangst af disse arter, er de modstandsdygtige overfor fangster og i sunde bestande. Dog kan fangster af rokker beskadige bestanden da disse langsomvoksende og har sen kønsmodning, hvorfor et højt fiskeri kan reducere bestandens evne til at vokse.
Bifangst skema
Her ses Royal Greenlands samlede risikovurdering for bifangst, hvor hyppigheden af fangst sammenholdt med sårbarheden for den givne bestand giver risiko-scoren. På baggrund af dette overblik arbejdes der målrettet med at minimere fangsten af de mest udsatte arter.
