You have an outdated browser

Please update your browser

Update browser
Vis alle nyheder Nyt fra Grønland

SULISA+ gennemført i Qasigiannguit

25.11.2021

Medarbejderne er glade for Royal Greenland Academy’s kursusforløb SULISA+, som blandt andet skal medvirke til øget trivsel og samarbejde på byens fabrik.

I dagene 17.- 22. oktober deltog 66 medarbejdere fra Royal Greenlands fabrik i Qasigiannguit i det intense kursusforløb SULISA+. Forløbet sætter fokus på personlig udvikling, trivsel, samarbejde samt værdier, og er skræddersyet til virksomhedens større fabrikker. Siden 2019 har medarbejderne på fabrikken i Paamiut, Nuuk, Maniitsoq og Sisimiut gennemført SULISA+. Den ansvarlige for forløbet, HR-udviklingsleder, Sara Biilmann Egede, forklarer således,

- Inden vi igangsætter et SULISA+ forløb, undersøger jeg hvordan arbejdsgangene, arbejdsforholdene og dynamikken er på fabrikken. Når det er på plads, begynder forløbet med personlig udvikling for den enkelte medarbejder, for derefter at gå over i ledelsesudvikling, samarbejde/teambuilding. Vi slutter af med hvilke værdier fabrikken skal arbejde efter, siger Sara Biilmann Egede.

Personlig udvikling er givtig

I Qasigiannguit har deltagerne meldt tilbage at de har fået meget ud af den personlige udvikling. Det overrasker ikke HR udviklingslederen.

- Dagen med personlig udvikling var, som altid, meget intens og givtig for deltagerne. Vi bruger en hel dag med det der kaldes traumaterapi, hvor medarbejderne deles op i hold og får værktøjer til at håndtere følelser og tanker, der kan have negativ påvirkning i deres hverdag. Deltagerne udtrykte at de var glade for at tage den del af SULISA+ ”med hjem”, forklarer Sara Biilmann Egede.

Fabrikschefen i Qasigiannguit, Hans Grønvold, kan nikke genkendende til den del af forløbet.


- Jeg synes det er godt at forløbet begynder med det individuelle niveau hvor vi ser indad. Det giver god mening, da det åbner op for dialogen om hvem vi er som private og hvem vi er når vi er på arbejde, siger Hans Grønvold.

Værdiarbejde vigtigt

De efterfølgende dage arbejdede medarbejderne med ledelses- og samarbejdsteori. Det gennemføres i grupper gennem øvelser som binder teorierne sammen, hvilket gav god debat om det at være leder og arbejde i team.

Til sidst fik lederne på fabrikken til opgave at formulere værdierne, som fabrikkens medarbejdere fremadrettet skal arbejde ud fra.

- Lederne skulle selv fremlægge værdierne for medarbejderne, som derefter drøftede og talte om værdiernes betydning og hvordan de forstod dem. Skabelsen af en fælles forståelse for værdierne er en værdifuld proces, som er med til at skabe et mindset, siger Sara Biilmann Egede.

Fabrikschef Hans Grønvold er glad for værdiprocessen, da inddragelsen af medarbejderne er vigtig fordi man vil kunne genkende eksemplerne der fremkommer under udarbejdelsen af disse.

- Det gode ved at SULISA+ efter min mening, er at vi hele tiden tager udgangspunkt i egen virkelighed. Det har kursisterne været gode til at få frem, hvilket skaber en større forståelse for emnerne der tages op. Nu er vi vendt tilbage til hverdagen med større indsigt i vores arbejdsplads og hvordan vi gerne vil have det, siger Hans Grønvold og tilføjer, at tiden vil vise om hvorvidt man vil følge op på de værdier man har sat.

De udvalgte værdier: Pitsaassuseq (kvalitet), Ataqatigiinneq (sammenhold), Tikilluaqqusineq (god velkomst), Ataqqeqatigiinneq (respekt)

HR-udviklingslederen er glad for den feedback som medarbejderne gav efter endt forløb.

 - Alt i alt var der rigtig god feedback fra deltagerne og de glædede sig så meget til at møde på arbejde igen. Det må siges at det var en god uge de har været igennem, siger Sara Biilmann Egede og tilføjer,
- Det er vigtigt at følge op på forløbet, og det bliver spændende til den tid, at høre om hvad er gået godt og hvad er gået mindre godt.  

Der er ikke afsat dato på opfølgningen endnu. Det er dog helt sikkert at næste SULISA+ forløb gennemføres i Ilulissat i foråret.

Næste nyhed: Bootcamp - Sammenhold & udvikling
...