You have an outdated browser

Please update your browser

Update browser
Vis alle nyheder Nyt fra Grønland

Spørgsmål og svar om Nutaaq

01.05.2023

Sæsonen for torsk er begyndt. Vi har her svaret på nogle af de spørgsmål, vi oftest støder på om Nutaaq, så du kan blive klogere på fiskeriet og produktionen. Vidste du for eksempel, at Nutaaq i 2022 var med til at gøre salget af torsk overskudsgivende for første gang i mange år.

Hvorfor startede Royal Greenland Nutaaq?

  • Det korte svar er for at forbedre kvaliteten. Historisk har udfordringen for torskefiskeriet om sommeren været, at kødets kvalitet var lav. Når fiskene søger mod kysten om sommeren, lever de blandt andet af lodder, som gør kødet løst, hvilket bliver forværret, når fiskene på traditionel vis fryses. Kødet blev førhen løst i strukturen, når det blev tøet op til brug hos kunderne.

  • Det problem har Nutaaq løst ved, at torskene kommer i bure i mindst 14 dage, hvor kødet bliver mere fast, fordi maven tømmes for indhold.

  • Det betyder i sidste ende et større salg og ikke mindst en bedre pris til gavn for fiskerne og samfundet. Det er for eksempel i høj grad takket være den store indsats omkring Nutaaq, at det lykkedes at få torskekategorien til at give overskud sidste år.

Hvem kan være med i Nutaaq?

  • Royal Greenland udlåner gratis Nutaaq-bure til alle fiskere, der ønsker at være med i projektet.

  • Med brøndbåden Tuneq kan vi dække et område, der strækker sig fra Kangaatsiaq til Paamiut og fragte torskene fra burene til fabrikken i Maniitsoq, hvor de bliver forarbejdet. Alle fiskere kan dog også selv vælge at indhandle torsk på fabrikken, når torsken har gået i bure i minimum 14 dage.

Har Nutaaq-projektet medført overfiskeri?

  • Nej, fiskeriet efter torsk om sommeren styres af Naalakkersuisut, der fastsætter kvoterne. Derefter er det op til fiskerne, om de opfisker de udstedte kvoter. Nutaaq har ingen indflydelse på antallet af tons, der bliver fisket, men derimod har Nutaaq løftet kvaliteten af fiskene og priserne.
  • Nutaaq har gjort fiskeriet mere bæredygtigt, fordi fisk, der er under mindstemålet, bliver sorteret fra i live. Traditionelt har man måtte optage alle fisk og manuelt kaste de fisk, der var for små, tilbage i havet med relativ høj fiskedød som en konsekvens.

Dør mange af fiskene i Nutaaq-projektet?

  • Nej. Fiskedød opstår kun, hvis fiskene ikke håndteres korrekt. Heldigvis er fiskerne meget dygtige, og det er Royal Greenlands erfaring, at det kun er i meget få bure over en hel sæson, at der opstår delvis fiskedød.

Hvorfor kan der i sjældne tilfælde opstå fiskedød?

  • Hvis procedurerne til Nutaaq ikke bliver overholdt, kan der opstå fiskedød. Fiskedød skyldes enten, at burerene er blevet fyldt over den naturlige grænse, som Royal Greenland har oplyst, eller burene har været placeret tæt ved elveudmundinger med ferskvand eller andre steder med lavere saltvandsindhold.

Hvem har ansvaret for fiskene hvornår?

  • Fiskerne har ansvaret for burene og deres indhold indtil de leveres til en af Royal Greenlands faciliteter. Alle fiskere, der ønsker at låne et af Royal Greenlands Nutaaq-bure, skriver under på et dokument, der klart oplyser procedurerne for Nutaaq.
Næste nyhed: Royal Greenland er klar til stærk sæson for torsk
...