Royal Greenland er klar til stærk sæson for torsk
Bundgarnsfiskeriet efter torsk begynder nu, og det betyder, at man igen kan levere torsk til Nutaaq. Flere ting peger i retning af en god sæson.
I år er der lavet flere tiltag, som skal forbedre sæsonen for bundgarnsfiskeri efter torsk.
Først og fremmest er brøndbåden Tuneq blevet opgraderet, så skibets lasteevne er endnu større end sidste år. Det fortæller Sten Sørensen, der er driftschef for torsk i Royal Greenland.
- I år kan Tuneq tage 200 tons torsk, og derudover er den på vej en måned før i forhold til sidste år. Derfor regner vi med at forkorte den ventetid, der er på, at fiskerne kan få tømt deres bure med torsk, forklarer han.
Det betyder også, at Tuneq kan dække et større areal ad gangen før, at fartøjet skal tilbage til fabrikken i Maniitsoq, hvor torskene bliver forarbejdet til Nutaaq.
Oplever stor opbakning til Nutaaq
Der på nuværende tidspunkt tilmeldt 400 tons torsk i burene fra fiskerne, der er med i Nutaaq. Det er en rekord høj mængde i slutningen af april.
- Vi har år efter år oplevet en stigende opbakning fra fiskerne til Nutaaq, og i år er heldigvis ingen undtagelse. Det vidner de 400 tons tilmeldte torsk om, og vi glæder os til en ny sæson, siger Sten Sørensen.
Ligesom sidste år skal alle torsk, der er fisket med bundgarn, have stået i bure i 14 dage før, at Royal Greenland indhandler dem.
Sikrer en topkvalitet
På den måde bliver kvaliteten af torskekødet nemlig forbedret.
- Kødet bliver mere fast og får en pænere farve, hvilket i sidst ende betyder mere salg og en bedre pris til gavn for fiskerne og os, forklarer Sten Sørensen.
Royal Greenland stiller burene gratis til rådighed for fiskerne. Det er dog fiskernes eget ansvar at tilse fiskene, så de ikke dør inden, at de bliver overdraget til Royal Greenland.
Efter torskene har gået i burene i 14 dage, så har fiskerne mulighed for at levere disse direkte til fabrikken eller afvente afhentning af brøndbåden.