You have an outdated browser

Please update your browser

Update browser
Vis alle nyheder Nyt fra Grønland

Forbedret indtjening trods lavere salg

16.04.2019

Royal Greenland præsterer et meget tilfredsstillende resultat før skat på 258 millioner kroner i 2018 trods lavere omsætning i forhold til året før. Kerneforretningerne er grundlaget for den stigende indtjening.

År 2018 dokumenterer styrken af strategien ”The North Atlantic Champion”, hvor kerneaktiviteterne fortsætter med at udvikle sig positivt såvel salgs- som indtjeningsmæssigt. Kerneaktiviteterne hellefisk, skalrejer, kogte og pillede rejer samt snekrabber udgør i dag 75 procent af Royal Greenlands omsætning mod kun 41 procent for fem år siden.

Trods en tilbagegang i omsætningen på 400 millioner kroner har en stærk efterspørgsel efter Royal Greenlands produkter gjort det muligt at øge indtjeningen. Det lavere salg skyldes dels fravalg af ordrer på lakseportioner til en europæisk detailkæde, dels lav fangst af torsk og pelagisk fisk. Året har tillige været påvirket af en negativ udvikling i de fleste af selskabets salgsvalutaer på nær naturligvis Euro.

Årets resultat før skat er 258 millioner kroner mod 253 millioner kroner i 2017. Årets resultat efter skat er 126 millioner kroner mod 129 millioner kroner i 2017.

Positiv salg og indtjening

Der har været fremgang i omsætningen i Asien, Nordamerika og Skandinavien, mens Europa er gået tilbage.

Salget til Asien er vokset med 6 procent og udgør 1,5 milliarder kroner og svarer til 30 procent af koncernens omsætning mod 20 procent for fem år siden.

Specielt er der sket en positiv udvikling i salget af skalrejer, der er steget med 75 procent i forhold til 2017. Denne stigning har været vigtig for den samlede prissætning af skalrejer. Salget af hellefisk har også været i god vækst med let stigende priser.

- Asien har været vores fokusområde i de senere år, og vores strategi i forhold til at skabe vækst i Asien er nu for alvor slået igennem. Flere og flere forbrugere får flere penge mellem hænderne. Indbyggerne i Kina spiser hvert år mere fisk og skaldyr end europæerne og amerikanerne gør tilsammen, og eftersom efterspørgslen efter vores produkter er stigende i Asien, opstarter vi salg på nye arter som snekrabber og torsk, siger administrerende direktør Mikael Thinghuus.

Royal Greenland er markedsleder på leverancer til de japanske sushikæder, som sælger både i Japan og internationalt.

Salget i Skandinavien udgør 24 procent af koncernens omsætningen på 1,2 milliarder kroner og er især vigtig for afsætningen af rejer, torsk, røgvarer og sortimentet af fladfisk. Der har samlet set været en vækst med fremgang i Norge og Danmark, mens Sverige har været udfordret.

Europa er Royal Greenlands største salgsmarked og udgør 37 procent af koncernens omsætning med et samlet salg på 1,9 milliarder kroner. Omsætningen er faldet væsentligt i forhold til 2017 forårsaget af udfordringerne på det russiske marked og fravalg af ordre på lakseportioner i det tyske marked. Det europæiske marked består af Tyskland, Frankrig, UK, Italien, Spanien, Portugal og Rusland.

Der er sket en væsentlig stigning på 27 procent i salget til det nordamerikanske marked i forhold til 2017. Salget udgør 8 procent af koncernens omsætning og beløber sig til 0,4 milliarder kroner. Stigningen er sket på baggrund af, at prisen på snekrabber har været højere på det amerikanske marked end på det japanske. Sortimentet i det nordamerikanske marked består af snekrabber, torsk, hellefisk og rejer.

- Som en del af udviklingsplanen for det amerikanske marked har vi i slutningen af 2018 ansat en salgschef i USA, og i 2019 vil vi grundlægge et egentligt datterselskab, der skal kunne importere og sælge videre til markedet, siger Mikael Thinghuus.

Den nordatlantiske torsk er fortsat tabsgivende for Royal Greenland. Faldende torskemængder indenskærs i Grønland er en udfordring, men investeringerne i Nutaaq-projektet i Maniitsoq fastholdes med henblik på at øge andelen af højkvalitetsprodukter og dermed økonomien.

Det indstilles, at ejerne får udbetalt 63 millioner kroner i udbytte, svarende til 50 procent af årets resultat efter skat. Den udgiftsførte skat i Grønland inklusive associerede selskaber udgør 139 millioner kroner, mens øgede fiskeriafgifter i alt udgør 187 millioner kroner. I direkte finansielle betalinger har Royal Greenland i 2018 bidraget med 2,2 milliarder kroner til den grønlandske økonomi.

Royal Greenlands rentebærende gæld er steget som følge af en stigende arbejdskapital og et højt investeringsniveau og udgør ved udgangen af året 1,5 milliarder kroner. Den ene af to nye trawlere forventes at være sejlklar i maj 2019, mens den anden forventes leveret i november 2019. Det er også planen at udskifte rejetrawleren Nataarnaq til levering i 2021. Trawlerne vil styrke Royal Greenlands indsats i det primære fiskeri.

Fremtiden

Forventningerne til 2019 er grundlæggende en fortsættelse af den positive trend, som virksomheden har gennemlevet igennem hele årtiet.

De nordatlantiske arter vil fortsætte med at udgøre en større del af den samlede forretning og dermed styrke indtjeningen i overensstemmelse med ”The North Atlantic Champion”.

Udviklingen i verdensøkonomien, herunder specielt Brexit og en eventuel handelskrig mellem USA og Kina eller mellem USA og Europa, vil være en væsentlig usikkerhedsfaktor.

Udover Brexit og handelskrig er de væsentligste risikofaktorer udviklingen i salgspriserne, herunder udviklingen i valutakurserne, kvoteudviklingen for rejer og snekrabber i Newfoundland samt konkurrencesituationen for hellefisk i Grønland, hvor sidstnævnte både vedrører råvarepriser og mængder.

Den rentebærende gæld forventes at stige i 2019 som følge af anskaffelse af de to trawlere samt bestilling af en tredje trawler, men vil fortsat følge den økonomiske udvikling fastlagt i strategien.

Næste nyhed: Royal Greenland lancerer video for at tiltrække arbejdskraft
...