You have an outdated browser

Please update your browser

Update browser
Læs mere om Governance

Interessentdialog

Royal Greenland omgiver sig med en bred vifte af interessenter med stor betydning for vores forretningsdrift og prioriteter. 

Royal Greenland er en fuldt ud vertikal integreret virksomhed fra fiskeri til salg. Dvs. at virksomhedens interne værdikæde tæller en lang række interessenter, som til stadighed interagerer med hinanden og med omverdenen.

Leverandører, medarbejdere, kunder, myndigheder og interesseorganisationer medvirker til, at Royal Greenland er en betydelig og aktiv aktør i lokalsamfund og på globalt plan.

Vi har et bredt samarbejde og dialog med mange interessenter, hvis input spiller en betydelig rolle for vores tilgang til forretningsdrift, vores prioriteter og vores ageren. Udbyttet af vores interessentdialog er i høj grad også med til at præge vores Bæredygtighedsprogram.

I cirklen ses de interne og eksterne interessenter, som Royal Greenland interagerer med. 

Image

Ejere og lokale samfund

Royal Greenland er som selvstyreejet virksomhed ejet af det grønlandske samfund og driver mere end 35 anlæg i Grønland. Der er derfor stor interesse i samfundet for hvor meget Royal Greenland indkøber fra lokale fiskere, hvordan eget fiskeri performer og hvor mange beskæftigede, der er på virksomhedens mange anlæg. I mindre byer og bygder er fiskeriet og den lokale fiskefabrik ofte det eneste lokale erhverv og dermed altafgørende for den lokale beskæftigelse og økonomi.

Principielt er der en såkaldt armslængde mellem Royal Greenland og Naalakkersuisut som repræsenterer ejeren, men der er jævnligt dialog mellem parterne. Royal Greenland er politisk uafhængig og samarbejder til enhver tid med den siddende regering. På den årlige generalforsamling fremlægges årsregnskab inklusive antal beskæftigede og bidrag til lokale samfund.

Medarbejdere

Royal Greenlands medarbejdere er virksomhedens kulturbærere. En god og effektiv daglig drift på vores mange lokationer er helt afhængig af dygtige og engagerede medarbejdere og i mindre samfund ligger ansvaret på ganske få personer. I Royal Greenland arbejder vi med en åben dør politik, hvor der altid er plads til at lytte til medarbejdernes udfordringer og behov og sikre opbakning til både små og store arbejdspladser. På alle fabrikker og skibe udbydes nødvendig træning og uddannelse, og i Grønland gøres en særlig indsats for både personlig og faglig udvikling af den enkelte medarbejder. En del af vores bæredygtighedsprogram adresserer dette emne og der tages hånd både om medarbejderen og dennes familie.

Royal Greenland har udarbejdet en Code of Conduct til medarbejderne, som kort fortæller om ansvarlig adfærd, rettigheder og beskyttelse af den enkelte medarbejder.

I 2021 har vi implementeret en whistleblowerordning, så medarbejdere enten anonymt eller åbent kan indsende alvorlige klager eller opdagede uregelmæssigheder. 

Leverandører

Fiskere i lokale, ofte mindre, samfund er meget vigtige samarbejdspartnere. Fabrikkerne er afhængige af daglige, friske leverancer og en god relation er altafgørende for et konstant flow. Der holdes derfor jævnligt møder med fiskerne, hvor der udveksles viden om fiskeriet og produktionen, så samarbejdet optimeres bedst muligt.

For andre leverandører så som emballage-, ingrediens og transportleverandører sker den primære dialog via indkøbsafdelingen, som formidler krav om ansvarlighed, etik, certificering og kvalitet af indkøbt vare.

Kunder

Royal Greenlands afsætning kan hovedsageligt opdeles i salg til de tre segmenter detail, foodservice og industri. Kundedialogen foregår i det daglige mellem Royal Greenlands salgsorganisation og den indkøbsansvarlige hos kunden. Derudover supplerer fagspecialister indenfor forskellige områder ved behov. Dette kan være ved information og forhandlinger vedr. kvaliteter, specifikationer, bæredygtighedsaspekter og markedsføring hos kunden.

Asien er Royal Greenlands største markedsregion målt på omsætning, efterfulgt af Europa, Skandinavien og Nordamerika.

Royal Greenland udsender løbende det digitale nyhedsbrev Seafood Insight til professionelle kunder. Her informeres om udviklingen indenfor fiskeri, produktion, markedsudvikling mm. På virksomhedens nyhedsside publiceres artiklerne også løbende til andre interesserede. Derudover udsendes en række specifikke nyhedsbreve til slutbrugere i foodservice segmentet og til interesserede forbrugere. I 2020 blev den digitale webplatform udbygget med nærværende omfangsrige undersite om Royal Greenlands bæredygtighedsprogram.

Myndigheder

Kontakt og dialog med myndigheder er en forudsætning for fiskeri, drift og frigivelse af varer til salg. Vi har en god og åben dialog med relevante myndigheder herunder fødevare-, miljø- og fiskerimyndigheder.

Royal Greenland tager del i lovgivningsarbejdet gennem besvarelser af høringer på lovstof, eksempelvis indenfor forvaltningsplaner for fiskerier, indsatsplaner mod spøgelsesfiskeri, kvoteforslag m.v.

Vi tager desuden aktivt del i udviklingen af det grønlandske samfund indenfor uddannelse af unge og efteruddannelse af egne medarbejdere. Vi er derfor i dialog med nationale institutioner og efterspørgsel fra Royal Greenland kan ofte være afgørende for om en given uddannelse bliver igangsat.

Långivere

Bæredygtighed er i højere grad kommet på agendaen hos finansielle investorer og banker end tidligere. Royal Greenland nyder høj kreditværdighed hos långivere og vores udbyggede bæredygtighedsprogram er relevant i forhold til långiveres forventninger.

Fiskeriorganisationer og fagforeninger

Fiskerne er organiseret i fælles fiskeriforeninger, som overordnet er talsrør for de mange fiskere i Grønland. Der holdes jævnligt møder med organisationerne for at fastlægge aftaler.

Sustainable Fisheries Greenland (SFG)

Via vores partnerskab i Sustainable Fisheries Greenland (SFG), som består af aktører i det grønlandske fiskerierhverv, samarbejder vi med myndigheder, forskningsinstitutioner m.fl. om en bæredygtig udvikling, eksempelvis i Fishery improvement Project for hellefisk, som både tilfredsstiller erhvervet og krav fra de standarder vi er certificeret efter.

Forsknings- og udviklingssamarbejde

Royal Greenland har et nært samarbejde med nationale og udenlandske institutioner og forskningsgrupper indenfor bl.a fiskerirådgivning, undersøgelse af habitater og fødevareudvikling. Både hos Royal Greenland selv og gennem partnerskabet SFG udføres udviklingsopgaver og undersøgelser om fisk og skaldyr, eksempelvis i samarbejde med Grønlands Naturinstitut.

Igennem mange år har der desuden været et tæt samarbejde med DTU Fødevareinstituttet om sikring af fødevaresikkerheden på letkonserverede produkter.

Samarbejde med forskellige institutioner er vigtigt alle de steder hvor Royal Greenland har fabrikker og salg, så vi hele tiden kan forbedre vores performance.

NGO'ere, medier og andre producenter

Sidst men ikke mindst, har vi dialog og samarbejde med NGO’ere, medier og andre producenter. Det kan være større eller mindre opgaver, hvor vidensdeling og formidling er vigtig.

Læs mere om Væsentlighedsanalyse
...