Sæsonarbejde hos Royal Greenland
Hvert år har Royal Greenland brug for ekstra hjælp for at kunne producere de indhandlede råvarer i højsæsonen, da mange af virksomhedens faste medarbejdere holder ferie. For at holde fabrikkerne kørende på fuld fart er der derfor brug for sæsonarbejdere.
Nordjobbere
En vigtig gruppe sæsonarbejdere er Nordjobbere. Det er unge i alderen 18-30 år, som bor i de nordiske lande, typisk studerende eller unge på sabbatår. De har mulighed for at opleve andre nordiske lande via Nordjobb-ordningen, et nordisk arbejdsmarkedsprogram, som er finansieret af Nordisk Ministerråd.
Royal Greenland har i flere år haft en god succesrate med nordjobbere. Typisk kommer mellem 20-50 unge mennesker fra forskellige nordiske lande til Grønland, hvor de bliver fordelt på produktionsanlæg langs kysten. Det er en spændende oplevelse både for de unge mennesker og for medarbejderne i byer og bygder at møde mennesker fra forskellige kulturer i andre nordiske lande.
Stabil arbejdskraft og store oplevelser
I højsæsonen er der specielt i Midt– og Nordgrønland, hvor hellefisk– og torskefiskeriet er på sit højeste, brug for mange ekstra hænder. Kravet til sæsonarbejdere er, at man møder stabilt og kan arbejde i hele sæsonen i minimum tre måneder. De unge betaler selv for rejsen til arbejdsstedet, og Royal Greenland betaler returrejsen, hvis man arbejder i tre måneder eller mere. Samtidig får man en oplevelse for livet i et ganske særligt miljø beliggende i en enestående natur.